Brian Laudrup ny fodboldekspert på 6’eren

Brian Laudrup er ny fodboldekspert på 6’eren. Foto: SBS.
Udgivet Opdateret

Brian Laudrup er ekspert i studiet, når 6’eren sparker en ny stor fodboldsæson i gang i dag.

Her tørner mestrene fra Manchester City sammen med pokalvinderne fra Arsenal i en duel, der vil give et fingerpeg om, hvem der ender i toppen af ligaen i denne sæson.

6’eren – Det stærkeste hold

6’eren stiller med det stærkeste hold af værter og eksperter. I studiet bliver værtsholdet forstærket med Mette Cornelius, mens Brian Laudrup tiltræder som fast mand på ekspertholdet. Han vil fremover dele ud af sin viden om Premier League til de ægte fans, der følger verdens hårdeste liga på 6’eren.

– Som tusindvis af fodboldglade danskere er jeg også stor fan af engelsk fodbold og ser frem til en fantastisk sæson med 6’erens seere, siger Brian Laudrup i en pressemeddelelse.

Ud over Brian Laudrup præsenterer 6’eren hver lørdag en perlerække af fodboldkommentatorer og eksperter, der selv er glødende fans af engelsk fodbold; Danmarks bedste kommentatorduo Peter Piil og Morten Bruun, Thomas Gaardsøe, Mikkel Bischoff, John ”Faxe” Jensen, Michael Schäfer, Morten Glinvad, Anders Bank Rasmussen og Thomas Gravgaard er alle klar foran kameraerne i 6’erens sportsstudie eller i kommentatorbokse over hele England.

Brian Laudrup debut på 6’eren

Allerede i dag klokken 15 får Brian Laudrup sin debut som fodboldekspert på 6’eren, når han sammen med den tidligere Manchester City-spiller Mikkel Bischoff er ekspert i studiet ved det traditionsrige Community Shield-opgør, der i år står mellem Arsenal og Manchester City.

Premier League – Før sæsonen

I næste uge varmes der op til sæsonstarten på verdens bedste liga, når 6’eren hver aften klokken 19.30 sender et portrætprogram af de fem største klubber i engelsk fodbold. Kian Fonoudi og Henrik Hoffmann samt en håndfuld Premier League-eksperter er klar til at analyse og diskutere dagsformen for Liverpool, Manchester United, Chelsea, Arsenal og Manchester City inden sæsonpremieren i Premier League lørdag klokken 13 på 6’eren.

Verdens mest populære fodboldliga sparkes i gang på 6’eren

Henrik Hoffmann, Mette Cornelius og Kian Fonoudi er på skift ankermænd i 6’erens studie, når første runde sparkes i gang lørdag den 16. august. De tre værter bliver bakket op af de mange fodboldeksperter, der er tilknyttet 6’eren.

Powered by Labrador CMS