Brøndby-boss: Fat det nu

Ifølge fodbolddirektør Carsten V. Jensen skal Brøndby kæmpe med om top-3-placeringer i Danmark

Carsten V. Jensen blev i sommeren 2019 ansat som fodbolddirektør i Brøndby, som i samme ombæring fyrede Ebbe Sand. (Arkivfoto)
Carsten V. Jensen blev i sommeren 2019 ansat som fodbolddirektør i Brøndby, som i samme ombæring fyrede Ebbe Sand. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Ambitionerne i fodboldklubben Brøndby IF har ikke ændret sig på trods af den noget svingende sæsonstart.

I 11 kampe har holdet skrabet 12 point sammen, og det rækker til en ottendeplads i Superligaen før søndagens kampe.

I klubbens seneste halvårsregnskab fra september budgetterede Brøndby fortsat med en plads i top-3, og den plan er ikke ændret, fastslår fodbolddirektør Carsten V. Jensen i et interview med Discovery.

Vi er en top-3 klub

- Vi siger, at vi ser os selv som en del af top-3-fighten i dansk fodbold. Vi ser os selv som en top-3-klub. Det handler om setup, infrastruktur, fanbase, siger han til tv-stationen.

- Og det er også en målsætning, men vi kan jo ikke ligge der for evigt. Fat det nu, vi kan jo ikke ligge nummer tre for evigt. Det er et spil, hvor der er udfald. Du taber og vinder kampe. Men vi ser os selv som en del af det selskab, der skal kæmpe om top-3-placeringer i Danmark. Indtil det ikke kan lade sig gøre, er det selvfølgelig målsætningen. Vi skal jo være ambitiøse i det, vi siger.

I kamp mod Vejle

Før søndagens kampe har Brøndby ni point op til AaB, der ligger nummer tre med 21 point. FC Midtjylland og FC København ligger øverst med henholdsvis 27 og 24 point.

Søndag er Brøndby i kamp mod Vejle på hjemmebane klokken 16.

Som dansk mester var Brøndby garanteret en plads i et af de to bedste europæiske gruppespil.

Holdet endte i Europa League, hvor det har hentet et point i de to første kampe. Torsdag besøger holdet fra den københavnske vestegn skotske Rangers.

Brøndby IF

Brøndby IF blev stiftet i 1964 ved en sammenlægning af Brøndbyøster Idrætsforening og Brøndbyvester Idrætsforening.

Klubben fristede i flere år en tilværelse i de lavere rækker, men med formand Per Bjerregaard ved roret indledte Brøndby i 70’erne en march mod toppen af dansk fodbold.

Toppen nåede man endeligt i 1985, hvor klubben vandt sit første ud af hidtil ti mesterskaber. Senere fulgte store europæiske succeser, og i 1991 var man minutter fra at blive det første danske hold i en europæisk klubfinale.

I de senere år har Brøndby haft sværere ved at generobre magten i dansk fodbold, og klubben vandt sit seneste mesterskab i 2005.

Klubben spiller sine hjemmekampe på Brøndby Stadion, der har plads til 28.000 tilskuere.

Danmarksmesterskabet

Guld (11) : 1985, 1987, 1988, 1990, 1991, 1996, 1997, 1998, 2002, 2005 og 2021.

Sølv (8) : 1995, 1999, 2000, 2001, 2003, 2004, 2006, 2017.

Bronze (6) : 1993, 1994, 2009, 2010, 2011, 2015.

Pokalturneringen

Guld (7) : 1989, 1994, 1998, 2003, 2005, 2008, 2018

Sølv (4) : 1988, 1996, 2017, 2019

Kilde: brondby.com/Wikipedia

Powered by Labrador CMS