Brostrøm øjner stor chance

Søren Brostrøm er på vej til at blive valgt som formand for global WHO-bestyrelse

Udgivet Opdateret

Citathistorie: Sundhedsmonitor

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, ventes at blive valgt som formand for WHO’s globale bestyrelse.

Det skriver Sundhedsmonitor på baggrund af oplysninger fra en såkaldt mandatnotits, som Sundhedsministeriet har udarbejdet i forbindelse WHO’s generalforsamling, der bliver holdt i Genève i denne uge.

Formandsposten går på valg mellem de seks regioner i WHO, og det kommende år er det Europas tur til at udpege en formand.

Tror Danmark bliver valgt

Også Slovenien kandiderer til posten, men ministeriets vurdering er, at Danmark og dermed Søren Brostrøm vinder valget.

- Danmarks medlem af WHO’s globale bestyrelse, Søren Brostrøm, er kandidat til posten som formand for bestyrelsen.

- Det er forventningen, at Danmark bliver valgt, skriver Sundhedsministeriet i notitsen.

Valget finder sted på et bestyrelsesmøde på mandag, der afholdes i forlængelse af generalforsamlingen.

Styrket platform

Søren Brostrøm har tidligere været formand for den europæiske bestyrelse i WHO og har siden sidste år været medlem af organisationens globale bestyrelse.

- Vi får nu en styrket platform til at markere danske mærkesager i WHO,  sagde Søren Brostrøm i en pressemeddelelse, da han blev valgt til den globale bestyrelse.

I bestyrelsen arbejder han for, "at Danmark kommer til at spille en endnu større rolle på de globale sundhedsdagsordner", fortalte han dengang.

WHO’s globale bestyrelse er sammensat af 34 personer, som hver især er udpeget af deres respektive medlemsland. Et medlemsland vælges til bestyrelsen for tre år ad gangen, forklarede Sundhedsstyrelsen ved den lejlighed.

Rådgiver forsamlingen

Bestyrelsen skal sikre, at beslutninger og resolutioner vedtaget af generalforsamlingen bliver gennemført. Samtidig fungerer bestyrelsen som rådgiver for forsamlingen og vejleder for WHO’s sekretariat. Bestyrelsen mødes to-fire gange om året.

Den nuværende bestyrelsesformand er Patrick Amoth fra Kenya.

Bestyrelsesformandsposten skal ikke forveksles med den vigtigere post som generalsekretær, der siden 2017 har været besat af etiopiske Tedros Adhanom. Han ventes ved generalforsamlingen genvalgt til en ny femårig periode – blandt andet med støtte fra Danmark.

Søren Brostrøm kan have kurs mod toppost i WHO.
Søren Brostrøm kan have kurs mod toppost i WHO.
Powered by Labrador CMS