Brystmælk tørrede ud: 10 millioner i erstatning

En kvinde har netop fået 10 millioner i erstatning. Hendes brystmælk tørrede ud, da hun ikke kunne amme i fred fem gange om dagen. I arbejdstiden.

Udgivet Opdateret

Forhåbentlig har et par afdelinger af Kentucky Fried Chicken, KFC, solgt godt med kyllinger. I hvert fald er de blevet dømt til at betale en kvinde 1,5 millioner dollar (cirka 10 millioner kroner) i erstatning. For ikke at kunne pumpe brystmælk ud. I fred. I arbejdstiden.

Det skriver USA Today.

Autumn Lampkins fra Wyoming havde stævnet KFC, da hun mente, hun blev diskrimineret på arbejdspladsen af andre medarbejdere og overordnede i en sådan grad, hun ‘udtørrede’ og ammemælken forsvandt.

Juryen bestemte altså, at diskrimineringen var kønsbestemt og hun var blevet chikaneret så meget, det ikke var muligt for hende at pumpe brystmælken ud det fornødne antal gange.

Når det endelig kunne lade sig gøre at pumpe ammemælken, var det alligevel svært at få noget privatliv. Der var nemlig både vinduer og overvågningskameraer

– Det er en stor dag for kvinders rettigheder, siger Autumn Lampkins’ advokat Patrick Gallagher til mediet, og fortsætter:

– Det sender et signal om, at arbejdsgivere ikke kan behandle lakterende kvinder på arbejdspladsen anderledes.

Én amning om dagen

Ifølge USA Today blev Lampkins hyret til de to restauranter få måneder efter sønnens fødsel i 2014. Her blev hun lovet, at hende beslutning om amningen ikke vil være et problem. Hun blev dog kun tilladt at malke ud én gang i løbet af en 10 timers arbejdsdag – og ikke hver anden time, som det anbefales. Det viser retsdokumenterne.

Lampkins skulle på den ene af restauranterne være blevet mobbet på grund af amningen. Mobningen mundede ud i fysiske smerter for kvinden, og hun blev med tiden nødt til at give sønnen modermælkserstatning før end planlagt.

Powered by Labrador CMS