Butikker skal kunne holde åbent på helligdage

Newspaq
Udgivet Opdateret

Et nyt lovforslag vil nu gøre det muligt for butikker at holde åbent på helligdage med særlige lokale begivenheder. Det skriver Avisen.dk.

Siden 2012 har det været lovligt at holde åbent hele ugen med undtagelse af 13 årlige helligdage. Det nye lovforslag vil give kommunerne mulighed for at søge om tilladelse til, at butikkerne kan holde åbent i forbindelse med lokale byfester eller andre begivenheder, selvom de ligger på en helligdag.

Forslaget er sendt i høring af Erhvervsstyrelsen og møder nu hård kritik fra både de butiksansattes fagforening og flere brancheorganisationer for detailhandelen.

– Man åbner en ladeport. Det er reelt en afskaffelse af de her helligdage for de butiksansatte, siger Per Tønnesen, der er formand for HK Handel til Avisen.dk.

Hidtil har det kun været lovligt at holde åbent på en helligdag, hvis der har været en særligt stor begivenhed af international interesse. Det blev indført, da cykelløbet Giro d” Italia i 2012 havde etapestarter i Herning og Horsens. Flere hundrede tusinde mennesker så cykelløb i de dage, og butikkerne fik lov at holde åbent på Store Bededag.

Med det nye lovforslag vil også lokale begivenheder kunne give dispensation. Det skal give mulighed for mere økonomisk aktivitet i lokalsamfundene, men det tror Per Tønnesen ikke på:

– De har overhovedet ikke ret i, at det vil skabe øget økonomisk aktivitet i lokalsamfundene. Al erfaring og al dokumentation viser, at hver eneste gang politikerne har givet lov til mere åbningstid i butikkerne, så er det kommet de store kæder til glæde, og det har skadet de små, siger han til Avisen.dk.

Butikkernes selv er heller ikke begejstrede. Brancheorganisationerne De Samvirkende Købmænd og Dansk Detail støtter kritikken.

– Omsætningen stiger ikke, fordi vi udvider åbningstiden. Folk køber ikke mere tøj og mad, vi fordeler bare indkøbene på flere dage, siger John Wagner, formand i De Samvirkende Købmænd til Avisen.dk.

Organisationens medlemmer er mindre købmænd og butikker fra kæder som Kiwi, Spar og Rema 1000. De blev hårdt ramt, da lukkeloven blev ændret i 2012, og det nye forslag vil være mere af det samme, mener John Wagner.

Lovforslaget, som har tilslutning fra begge fløje i Folketinget, er blevet til på initiativ fra Brian Mikkelsen (K). Det skete efter, at HK anmeldte en række butikker i Sorø for at overtræde helligdagsloven, da de holdt åbent i forbindelse med et veteranbiltræf i byen på Grundlovsdag.

Powered by Labrador CMS