By hærges af pyroman: Nu efterlyses denne mand

Nordjyllands Politi offentliggør nu video af en mand, der kan være interessant i forbindelse med de mange påsatte brande i og omkring Fjerritslev.

I forbindelse med flere brande i og omkring Fjerritslev efterlyser politiet nu denne mand. Se et større billede af manden ved at klikke videre i galleriet. Foto: Local Eyes/Politi
I forbindelse med flere brande i og omkring Fjerritslev efterlyser politiet nu denne mand. Se et større billede af manden ved at klikke videre i galleriet. Foto: Local Eyes/Politi
Udgivet Opdateret

Over 20 påsatte brande har dette efterår hærget i og omkring den nordjyske by Fjerritslev. Politiet har konsekvent været tilbageholdne med informationer om efterforskningen, men efter forrige weekends voldsomme brand i et hus, hvor den 89-årige beboer var døden nær, har det nu ændret sig.

Nordjyllands Politi har tidligere oplyst til Newsbreak.dk, at de mange brande efterforskes samlet, og det er Frank Olsen, der er efterforskningsleder. Ham har Newsbreak.dk flere gange forsøgt at få en kommentar fra, men i en netop udsendt pressemeddelelse gøres det klart, at politiet ikke ønsker at udtale yderligere i forbindelse med efterforskningen for nuværende.

Hvad, der dog er nyt, er, at politiet nu frigiver video-optagelser med billeder af en mand, som politiet hjertens gerne vil have fat på.

Det er uvist både for Newsbreak.dk og politiet, hvad rolle manden egentlig har i forbindelse med de mange brande, men Frank Olsen udtaler i pressemeddelelsen:

– Måske er han nede for at ryge en cigaret, eller måske er han en af de mange borgere, der holder et vågent øje med, hvad der foregår. Det ved vi ikke. Men han kan – bevidst eller ubevidst – have gjort sig nogle relevante iagttagelser i forbindelse med containerbrandene i Fjerritslev by.

Af den grund vil politiet gerne have fat i manden.

Henvend dig selv

Politiet opfordrer manden til selv at henvende sig til politiet, men ved at offentliggøre videoen er det også politiets håb, at borgere, der kan genkende ham eller har andre oplysninger i sagen, straks kontakter politiet på telefonnummeret 114.

Nordjyllands Politi kan af hensyn til efterforskningens videre forløb ikke udtale sig om, præcis hvor video-overvågningen er optaget henne.

– Årsagen er blandt andet, at disse oplysninger er helt centrale for os, så vi kan validere den information, vi måtte få ind, siger Frank Olsen i pressemeddelelsen. Han kan kun kan sige, at videoen er kommet til politiets kendskab via en henvendelse fra en borger.

Manden beskrives som kraftig af bygning, bredskuldret og med et rundt hoved. Han er på videoen iført tætsiddende hue, kraftig hoftekort jakke med skrå sidelommer og en kraftig krave, cowboybukser (muligvis af mærket Wrangler) samt træsko uden hælkappe.

Politiet henleder opmærksomheden på, at da videooptagelserne er optaget i mørke, er det særlig vigtigt at være bevidst om, at man ikke kan sige noget præcist om farver og nuancer på tøjet.

– Faktisk kan både hue og jakke være mørke, mens bukserne kan være lysere end på overvågningen, understreger vicepolitiinspektør Frank Olsen.

De påsatte brande

Her under kan du se en tidslinje over de mange brande. Under tidslinjen kan du se overvågningsbillederne, som politiet har frigivet.

Video

Powered by Labrador CMS