Byggeri for 250 millioner
Sønderjysk Landboforening investerer en million kroner i nyt biogasanlæg – byggeriet ventes sat i gang inden sommerferien og skaffer arbejde til området.
Efter seks års forberedelse er aktørerne bag Sønderjysk Biogas tæt på målstregen. På den målstreg, der er ensbetydende med det første spadestik til det 250 millioner kroner store anlæg i Bevtoft ved Vojens.
– Vi mangler at få den sidste del af finansieringen på plads, men vi har kontakt med interesserede hver dag, så det ser godt ud, er meldingen fra formanden, Erling Christensen.
Han glæder sig over, at Sønderjysk Landboforening netop har investeret en million kroner i projektet.
– Vi kan godt lide tanken om, at landbrug og samfund er fælles om at producere og udnytte grøn energi. Derfor har vi besluttet at bakke op om projektet og bidrage til finansieringen, siger foreningens formand, Christian Lund.
Han suppleres af direktør Erik Lydiksen:
– Sønderjysk Biogas er et projekt, der er startet her i Sønderjysk Landboforening, og det er et projekt, vi virkelig tror på og derfor bakker op om.
Når finansieringen er på plads, kan byggeriet starte og sikre arbejde både i byggefasen og efterfølgende, men endnu er der ikke sat dato på første spadestik. Håbet er en start inden sommerferien.
En god investering
Projektet Sønderjysk Biogas er startet med udgangspunkt i et initiativ fra medlemmer i Sønderjysk Landboforening. Ret hurtigt blev der dannet en selvstændig leverandørforening, der nu tæller ca. 90 medlemmer.
Her er der arbejdet med projektet og etableret et partnerskab med E.ON, der har erfaringer med biogasanlæg i både Tyskland, Sverige og Danmark.
– Vi kan i rådgivningsvirksomheden Sønderjysk Landboforening også glæde os over, at vi har været centrum for udviklingen, hvor vores specialiserede biogas- og miljørådgiver Marina Berndt, som også er med i det landsdækkede rådgiverkorps af biogaseksperter har koordineret indsatsen sammen med Haakon Eriksson fra E.ON, siger direktør Erik Lydiksen.
Han glæder sig også over, at det ikke alene er landbruget, der bakker op om det kommende biogasanlæg. Der er også mange eksterne investorer, og flere er på vej.
Det skyldes naturligvis, at det betegnes som en god investering med et godt afkast.