Chokdom: Boligforening må ikke gå konkurs

Gældsplaget andelsforening får ikke lov at gå konkurs. Foto: Nikolai Linares/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Andelsforeningen Duegården på Frederiksberg løb fredag formiddag ind i et sviende nederlag, da den stærkt gældsplagede forening i Østre Landsret blev nægtet retten til at gå konkurs.

Andelsforeningen har selv ønsket at gå konkursvejen, da foreningen er i så store økonomiske problemer, at andelshaverne ikke kan se en vej ud af.

I afgørelsen fra Østre Landsret hedder det blandt andet:

»Det kan som ubestridt lægges til grund, at A/B Duegården forud for indgivelsen af konkursbegæringen løbende betalte sine regninger, og at der ikke var forfaldne ubetalte krav rettet mod foreningen.«

Østre Landsret omstøder med fredagens dom en kendelse fra Sø- og Handelsretten fra december 2014, hvor Duegården netop fik lov til at gå konkurs.

Dermed kan Nykredit, der har ydet meget store lån til Duegården, fastholde andelsforeningen som ansvarlige låntagere. Havde Duegården vundet sagen, havde Nykredit stået til at tabe op mod 250 mio. kr.

AB Duegårdens historie er kort fortalt, at foreningen blev stiftet i 2007 med en risikofyldt finansiering, herunder en swapaftale og med et budget baseret på, at en række lejelejligheder i ejendommen løbende ville blive solgt og omdannet til andelsboliger, således at de kunne indgå i og bidrage til foreningen.

Finanskrisen satte dog en stopper for den plan.

Powered by Labrador CMS