Netflix med kæmpe ændring
Nu skifter Netflix retning
Netflix har markant ændret strategi i kampen om at opkøbe Warner Bros. Discovery. Streaminggiganten har nu skiftet til et rent kontant bud på selskabets studie- og streamingforretning i et forsøg på effektivt at lukke døren for rivalen Paramount, som også bejler til Hollywood-giganten.
Det skriver Reuters.
Enstemmig opbakning
Det nye bud lyder på 27,75 dollar per aktie og fastholder den samlede pris på omkring 82,7 milliarder dollar.
Forskellen er, at Netflix nu dropper den tidligere kombination af kontanter og aktier og i stedet tilbyder fuld kontant betaling.
Ifølge en indberetning til de amerikanske myndigheder har buddet enstemmig opbakning fra Warner Bros.’ bestyrelse.
Kæmper begge
Netflix og Paramount Skydance kæmper begge om Warner Bros. Discovery, der råder over nogle af verdens mest værdifulde film- og tv-rettigheder, herunder “Game of Thrones”, “Harry Potter” og DC-universets superhelte som Batman og Superman.
Paramount har i de seneste uger forsøgt at presse Netflix ved både at justere sit eget bud og føre en offensiv mediekampagne rettet mod aktionærerne. Alligevel har Warner Bros. indtil videre afvist Paramounts tilnærmelser og har ikke ønsket at kommentere Netflix’ nye kontantbud.
Afgørende ændring
Netflix’ co-direktør Ted Sarandos kalder ændringen afgørende:
- Vores reviderede kontantaftale muliggør en hurtigere proces frem mod en aktionærafstemning og giver større finansiel sikkerhed, siger han.
Warner Bros. forventer at afholde en ekstraordinær generalforsamling om aftalen senest i april.
Øger presset
På aktiemarkedet reagerede investorerne afdæmpet. Netflix-aktien steg svagt, mens både Paramount og Warner Bros. faldt en smule. Flere analytikere vurderer dog, at slaget endnu ikke er afgjort.
- Det her øger bare presset. Netflix viser, at de mener det alvorligt, og nu skal Paramount handle hurtigt, hvis de vil overbyde, siger porteføljeforvalter Alex Fitch, der repræsenterer en af Warner Bros.’ største investorer.
Aktien faldt
Netflix’ aktie er faldet knap 15 procent siden fusionen blev annonceret i december – et argument Paramount tidligere har brugt til at fremhæve sit eget bud som mere attraktivt.
Alligevel fastholder Warner Bros.’ bestyrelse, at Netflix’ løsning er den bedste, blandt andet fordi aktionærerne samtidig bevarer en ejerandel i det kommende spin-off-selskab Discovery Global, som blandt andet vil rumme CNN og TNT Sports.
Langt fra slut
Med det kontante milliardbud har Netflix sendt et klart signal: kampen om Warner Bros.
Discovery er langt fra slut – men streaminggiganten er klar til at betale for sejren.