Chokerende: Politiet finder 32.000 kanonslag hos brandmand

Sydøstjyllands Politi beslaglagde i 2016 hele 32.000 ulovlige kanonslag hos en mand, der er frivillig brandmand.

En frivillig brandmand fra Christiansfeld havde ifølge politiet 32.000 ulovlige kanonslag i sit hjem. Arkivfoto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Politiet i Kolding har beslaglagt en betragtelig mængde ulovlige kanonslag hos en 41-årig mand. Hele 32.000 af de voldsomme sager lyder det rent faktisk på. Som sådan er der ikke noget særligt i, at politiet beslaglægger ulovligt fyrværkeri op til nytår, men netop denne sag er alligevel særpræget.

Ifølge JV.dk er der nemlig tale om, at den mand, der opbevarede de mange bomber i sit hjem i Christiansfeld, er frivillig brandmand ved Trekantbrand.

– Jeg kan bekræfte, han er her hos mig, men andre kommentarer har jeg ikke til sagen, siger Jens E. Lind, stationsleder ved Tyrstrup Frivillige Brandværn, til avisen.

Han vil over for JV hverken kommentere på, om den 41-årige stadig er aktiv i brandværnet, eller hvordan sagen er blevet håndteret internt.

Det lokale politi er stadig i gang med at efterforske sagen, og det indebærer en såkaldt farlighedsvurdering.

– Vi afventer blandt andet en farlighedsvurdering, der skal afklare, hvad der kunne være sket med så mange kanonslag, siger Carit Andersen fra Sydøstjyllands Politi til JV.dk.

Det skal senere vise sig, om den 41-årige brandmand slipper med en bøde – eller skal have en højere straf.

Powered by Labrador CMS