Claus Hjort vil retsforfølges

Claus Hjort Frederiksen kalder det uacceptabelt, hvis sag imod ham trækker i langdrag

Claus Hjort Frederiksen vil gerne have sagen afsluttet
Udgivet Opdateret

Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) ønsker ikke, at myndighederne opgiver sagen om lækage imod ham eller fravælger at føre sagen i retten, fordi hans kone er syg.

Han ønsker heller ikke, at anklagemyndigheden rejser tiltale for en mindre alvorlig paragraf, end den paragraf om statshemmeligheder han er sigtet efter.

Det siger han i et interview med Politiken.

Forlanger retssag

- Mit gode navn og rygte er ødelagt. Så det nytter ikke, at de finder en eller anden paragraf om tavshedspligt, der giver 10 dagbøder a 1000 kroner, siger Claus Hjort Frederiksen (V) til avisen.

- Bagefter kan de så sige, at han blev jo dømt, og derved bliver mistanken hængende i luften. For min hæderligheds skyld må jeg forlange, at hvis der kommer en retssag, bliver jeg bedømt efter paragraffen om landsforræderi, tilføjer han.

Sigtet i spionsag

I januar kom det frem, at den tidligere minister var sigtet efter paragraf 109 i straffeloven. Den handler om at røbe statshemmeligheder.

Det skete, omkring en måned efter at fire nuværende og tidligere ansatte i de danske efterretningstjenester blev sigtet efter samme paragraf.

Piner ham

I interviewet understreger Claus Hjort Frederiksen, at det er uacceptabelt for ham, hvis sagen trækker ud. Han beskriver det, som at sagen har haft store menneskelige konsekvenser for ham.

- Altså, sidder de i udlandet og tænker: Hold kæft, mand. Findsen, som vi kender rigtig godt, og Hjort – de er jo nogle kæmpe forbrydere. Det piner mig og også min egen familie, siger han, og understreger, at han gerne ser en hurtig afklaring.

Claus Hjort Frederiksen

* Navn: Claus Hjort Frederiksen.

* Født: 4. september 1947.

* Uddannelse: Cand.jur. i 1972. Blev student i 1966.

* Søn af prokurist Niels Frederiksen og børnehaveleder Elna Frederiksen, født Hjort.

* Erhvervskarriere:

1979-1983: Sekretær i Industrifagenes Almindelige Arbejdsgiverforening.

1977-1979: Fuldmægtig i Landbrugsministeriet.

* Politisk karriere:

Medlem af Folketinget for Venstre siden 2005.

2016-2019: Forsvarsminister.

2015-2016: Finansminister.

2009-2011: Finansminister.

2001-2009: Beskæftigelsesminister.

1985-2001: Partisekretær i Venstre.

1983-1985: Administrationschef i Venstres Landsorganisation.

1973-1977: Sekretær for Venstres folketingsgruppe.

Kilde: ft.dk, claushjort.dk.
Powered by Labrador CMS