Coop fjerner stegepander med særligt kemikalie

Køkken- og bageartikler i supermarkeder som Kvickly og 365 discount vil fra mandag bære mærket "Fri for PFAS"

Udgivet Opdateret

Dagligvarekoncernen Coop, der blandt andet står bag supermarkederne SuperBrugsen, Kvickly og 365 discount, indfører et nyt mærke, der skal fortælle, om et produkt er fri for PFAS-fluorstoffer.

Det oplyser Coop i en pressemeddelelse.

Mærket "Fri for PFAS" vil fra mandag kunne ses på Coops produkter med slip-let-belægninger som stegepander, bageforme og bradepander.

Skal guide forbrugerne

Indførslen af mærket betyder også, at det inden længe ikke vil være muligt at købe PFAS-holdige stegepander, bageforme og bradepander fra Coops egne mærker i butikkerne.

Mærket skal ifølge Coop guide forbrugerne, så de kan vælge produkter uden PFAS.

PFAS beskrives som evighedskemikalier, fordi de er svære at nedbryde. Mærket skal bane vejen for et nationalt forbud mod PFAS i forbrugerprodukter, skriver Coop.

Kommet langt

Ifølge CSR-direktør i Coop Signe D. Frese har dagligvarekoncernen siden 2015 arbejdet systematisk med at udfase kemikalierne.

- Vi er kommet rigtig langt, og det er lykkedes os at udfase PFAS i mange produktgrupper.

- Med udfasningen af stegepander og andre bageartikler med PFAS fra egne mærker er vi kommet et skridt nærmere målet om et PFAS-frit sortiment i alle butikker, siger hun i pressemeddelelsen.

Forbudt i andre produkter

I forvejen har Coop forbudt PFAS i deres produkter med pap- og papiremballage, kosmetik- og plejeprodukter, tandtråd, gulvsæbe, tekstil, sko boligtekstil og møbler.

Mærket "Fri for PFAS" kommer i første omgang på varemærkerne inden for køkken- og bageartikler, skriver Coop.

Coop fjerner pander med PFAS.
Coop fjerner pander med PFAS.

PFAS-STOFFER

Perfluorerede stoffer er en stor gruppe af såkaldte per- og polyfluoroforbindelser (perfluoroalkylated substances, PFAS). Gruppen omfatter bl.a. PFOS (perfluorooctansulfonsyre), PFOA (perfluorooctansyre) og en lang række øvrige fluorerede forbindelser. 

De perfluorerede stoffer anvendes som slipmidler, overfladeaktive stoffer i emballage, maling, lak og fernis, klæbemidler, tæpper, imprægnering af tøj og galvano-tekniske produkter (overflade aktive stoffer i industrien).

Kilde: Miljøstyrelsen

Der er tale om mærkerne "Coop", "Holms Deli", "GreenChef" og "Micki".

Powered by Labrador CMS