Corona: Alle ældre bør få tilbudt dette

Hygiejnen halter i mange ældres hjem efter mange ugers corona-isolation. Derfor skal ældre nu have tilbud om få gjort hovedrent, foreslår Faglige Seniorer.

Når det er tid til at slå coronavirus bakterierne ihjel i hjemmet, skal du have fat i desinficerende midler. KLIK VIDERE OG SE HVORDAN DU BEDST GØR RENT. Foto: Scanpix/ Arkiv
Når det er tid til at slå coronavirus bakterierne ihjel i hjemmet, skal du have fat i desinficerende midler. KLIK VIDERE OG SE HVORDAN DU BEDST GØR RENT. Foto: Scanpix/ Arkiv
Udgivet Opdateret

Der skal gøres hovedrent i de ældre danskeres hjem.

Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer vil have bugt med plettede håndvaske, fedtede overflader og toiletter med Matas-striber efter snart to måneders corona-isolation.

Det skal ske med en rengørings-hjælpepakke fra staten på 300 millioner kroner, foreslår Faglige Seniorer.

Pengene skal finansiere hovedrengøring hos danske folkepensionister. I alt 2-3 timer i hvert hjem.

– Mange ældres boliger trænger til en ordentlig omgang med knofedt og rengøringsmiddel. Det skylder vi de ældre, som har fulgt opfordringen til at blive hjemme og isolere sig under corona-krisen, siger direktør i Faglige Seniorer, Palle Smed, til Faglige Seniorers nyhedsbrev.

Rengørings-pakken vil kunne gøre gavn i 525.000 hjem, hvor der bor mindst en person over 70 år, eller som modtager hjemmehjælp.

Det gælder de godt 100.000 husstande, hvor der bor folkepensionister, der i dag modtager kommunal hjemmehjælp. Her skal tilbuddet om hovedrengøring være gratis.

Hjemmeboende skal have tilbud

Desuden skal de folkepensionister, der bor i eget hjem, modtage tilbud om hovedrengøring, hvor de første 2 timer bliver betalt. Tager hovedrengøringen 3 timer er egenbetalingen således 1/3.

Faglige Seniorer har beregnet, at den samlede udgift bliver omkring 312 millioner kroner for rengøring hos samtlige, der modtager hjemmehjælp – og hvis halvdelen af de øvrige pensionister tager imod tilbuddet, hvor der indgår egen betaling.

Men da der også betales moms, og både rengøringsfirmaer og de ansatte – uanset om de er private eller offentlige – skal betale skat, er nettoudgiften for det offentlige “kun” 156 millioner kroner, viser beregningerne.

Ifølge forslaget er det professionelle rengørings- og servicefirmaer eller kommunen, der skal stå for opgaven.

I fagforeningen 3F støtter Tina Møller Madsen – der er formand for Privat Service, Hotel og Restauration – forslaget.

– Vores medlemmer og de overenskomstdækkede rengørings- og servicevirksomheder kan udføre arbejdet, både på et højt hygiejne-niveau og med den rigtige kvalitet. Det vil samtidig være en saltvandsindsprøjtning til branchen, som også har måtte lide under corona-krisen, siger Tina Møller Madsen til Faglige Seniorers nyhedsbrev.

I galleriet ovenfor kan du se, hvad du særligt bør gøre rent i hjemmet som følge af coronavirusudbruddet.

Powered by Labrador CMS