Corydon lover KL: Der er penge til flygtninge

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Danmark har penge til asylansøgere, som ikke fortrænger velfærd på finansloven, mener finansministeren.

Danmark skal ikke ofre velfærden, fordi ekstraordinært mange asylansøgere lægger massivt beslag på landets offentlige udgifter.

Det fastslår finansminister Bjarne Corydon (S), nu da kommunerne med KL-formand Martin Damm (V) i spidsen kræver fuldt fokus på flygtninge i forhandlingerne om næste års finanslov.

– Der er ingen tvivl om, at vi står med en ekstraordinær opgave på asylområdet på baggrund af de største flygtningestrømme på verdensplan siden Anden Verdenskrig. Regeringen har fundet de penge, der skal til for at løfte opgaven, siger Bjarne Corydon i en kommentar til KL-kravet.

Forventningen om 20.000 asylansøgere næste år ventes at betyde merudgifter på 4,5 milliarder kroner. Regeringen har allerede fundet 2,5 milliarder kroner fra ulandsbistanden til at finansiere asylregningen.

– Heldigvis har vi ført en ansvarlig økonomisk politik, der betyder, at vi også har mulighed for at investere i vores fælles velfærd i Danmark på samme tid. Det mener jeg fortsat, at vi skal, og det står ikke i modsætningsforhold til at håndtere udfordringen på asylområdet, siger Corydon.

KL kræver, at flygtningeproblematikken skal “rydde bordet” ved finanslovforhandlingerne. Syriske flygtninge kan ikke vende hjem foreløbig. Derfor er udfordringen langvarig, mener Martin Damm.

– Det er afgørende, at vi tænker langsigtet og får rammerne for indsatsen godt på plads allerede nu. I kommunerne er vi klar til at tage opgaven på os, og vi går positivt til sagen, siger KL-formanden, der er borgmester i Kalundborg.

– Vi ønsker at bidrage til, at alle, der får asyl i Danmark, bliver integreret så godt som muligt, og at de behandles på en anstændig måde.

– Tiden er ikke til, at Christiansborg uddeler milde gaver i form af øremærkede midler til politiske mærkesager inden for det kommunale område, men til at finde løsninger på den gigantopgave, vi har foran os på flygtningeområdet, siger han.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS