Cyklist påkørt: Bankede hovedet i asfalten

Uheldet skete her i krydset Sysselbjergvej/Vestergade i Almind. Foto: Google Maps.
Offentliggjort Sidst opdateret

En cyklist kom slemt til skade ved en trafikulykke onsdag morgen. Cyklisten meldes dog uden for livsfare.

Der skete onsdag morgen ved 7.40-tiden en trafikulykke i krydset Vestergade/Sysselbjergvej i Almind. En bil, der blev ført af en 37-årig kvinde, ramte en 53-årig kvindelig cyklist:

– Cyklisten væltede omkuld og hamrede hovedet i asfalten. Hun var kortvarigt bevidstløs og fik blodansamlinger i hovedet, fortæller Carsten Andersen fra lokalpolitiet i Kolding til Newsbreak.dk.

Den 53-årige kvinde blev kørt til Kolding Sygehus, men senere overført til Odense Universitetshospital på grund af de alvorlige skader. Sygehuset oplyser i dag, at kvinden er uden for livsfare.

Politiet vil gerne i kontakt med folk, der måske har set uheldet. Lokalpolitiet i Kolding kan træffes på servicenummeret 1-1-4.

Powered by Labrador CMS