D-faktoren: Psykologer kan måle ondskab på samme måde som IQ

En psykologiprofessor på Københavns Universitet har sammen med to tyske kolleger kortlagt menneskets mørke sider, og fundet frem til en måde at måle ondskab på.

Udgivet Opdateret

Nu kan det blive muligt at måle, hvor ondt et menneske er. Et menneskes D-faktor, kaldes det.

Psykologiprofessoren Ingo Zettler fra Københavns Universitet har sammen med to tyske kolleger dykket ned i de allermørkeste sider af menneskets sind.

Det har de gjort for at finde ud af, hvad der egentlig binder ondskaben sammen – om der er en sammenhæng mellem de værste ting, mennesker kan gøre. Det har de fundet ud af, at der er – og de kalder det D-faktoren, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

D-faktor er som IQ – for ondskab

Det er meningen, at et menneskes D-faktor skal ses som en slags IQ – bare målt på ondskab i stedet for intelligens, forklarer Ingo Zettler:

– D-faktor kan hos en bestemt person manifestere sig som narcisisme eller psykopati eller et af de andre mørke træk, eller som en kombination af disse. Men med vores kortlægning af fællesnævneren for de forskellige mørke personlighedstræk, behøver man kun konstatere, at vedkommende har en høj D-faktor. D-faktoren indikerer nemlig, hvor sandsynligt det er, at et menneske udviser adfærd i stil med et eller flere af disse mørke træk, siger Ingo Zettler i pressemeddelelsen om forskningsresultatet.

I galleriet ovenover artiklen har vi samlet alle de mørke karaktertræk, psykologerne har samlet for at finde frem til D-faktoren.

Der er tale om ni forskellige karaktertræk, som psykologerne har grupperet. Trækkene udmønter sig i adfærd, der er helt forskellig – men i kernen har de meget til fælles, vurderer psykologerne.

For psykologerne er tanken, at viden om en persons D-faktor skal kunne bruges til at bedømme om folk vil gentage kriminalitet eller hensynsløs adfærd i sager om ekstrem vold, omgåelse af regler og løgn og bedrag i erhvervslivet eller det offentlige.

Powered by Labrador CMS