Danmark er dyrest i EU: Køb her og spar kassen

Danmark er det dyreste EU-land at være forbruger i, men det kan blive en dyr og besværlig proces at handle uden for landets grænser.

Danmark er det dyreste EU-land at bo i. KLIK og se, hvor meget du egentlig må tage med hjem fra Tyskland. Arkivfoto) Foto: Kasper Palsnov/Scanpix
Danmark er det dyreste EU-land at bo i. KLIK og se, hvor meget du egentlig må tage med hjem fra Tyskland. Arkivfoto) Foto: Kasper Palsnov/Scanpix
Udgivet Opdateret

Priserne for vores varer lå sidste år 37 procent over gennemsnittet i de 27 øvrige EU-lande. Det gør Danmark til det dyreste land at bo i som almindelig forbruger ifølge Danmarks Statistik.

(Køber du forøvrigt ind i Tyskland? I galleriet over artiklen, kan du se, hvor meget – eller hvor lidt – du må indføre i Danmark).

Artiklen fortsætter under videoen

Der kan altså være penge at spare ved at shoppe i de andre lande. Især på produkter omfattet af punktafgifter som slik, tobak, mineralvand, kaffe, batterier engangsservice, øl og spiritus, som er populære grænsekøbs-godter.

Men pas på

Der er også ofte penge at spare på tjenester og ydelser. Men du kan komme i klemme, lyder det samstemmigt fra Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen og Forbruger Europas danske leder, Lars Arent.

– Reservedele til biler er for eksempel billigere i Tyskland. Men processen bliver bøvlet, hvis den danske montør finder en fejl, som den tyske leverandør afviser. Den slags sager ser vi mange af, siger Lars Arent.

Det samme gælder, hvis du tager til tandlæge i Sverige, Polen eller Tyskland.

– Det er fint, hvis det går godt. Men hvis behandlingen ikke er i orden, er det en lang og dyr tur tilbage, siger Ann Lehmann Erichsen.

– Alternativt skal en dansk tandlæge udbedre det, mens man klager til den udenlandske tandlæge. Men det kan også blive besværligt, siger hun.

Værktøj og elektronik

Ud over varer, som har højere afgifter herhjemme og mindre moms i udlandet, kan værktøj og elektronik også være billigere i udlandet.

Men køber du det for eksempel fra Frankrig, kan du ikke stille krav om, at brugsvejledningen eller indstillinger også skal stå på dansk – medmindre virksomheden markedsfører sig til det danske marked.

Vær også opmærksom på, at strømstikket måske kræver en adapter – for eksempel hvis du køber en kaffemaskine eller en barbermaskine fra England.

Så dyr er Danmark at bo i

– De danske priser på fødevarer og drikkevarer uden alkohol lå også i toppen inden for EU i 2018 med et prisniveau 30 procent over gennemsnittet.

– Også det generelle prisniveau, som dækker BNP inklusive offentligt forbrug og investeringer, var rekordhøjt i Danmark i 2018.

– I bunden på det parameter lå Bulgarien på knap halvdelen af EU-gennemsnittet.

Kilde: Danmarks Statistiks “Europæisk købekraftsundersøgelse – prissammenligninger 2018”.

Til gengæld kan udenlandske webshops være stedet, hvor du kan finde nålen i høstakken.

– Har man styr på målene, kan man nemlig finde billigere og måske også mere specielt interiør, fliser og vvs-udstyr som vaske, siger Ann Lehmann Erichsen.

Tag forholdsregler

I forhold til tilbagelevering har EU minimumsregler for returnering og reklamation. Enkelte lande som Holland har endda bedre klagemuligheder og længere reklamationsret, end den vi kender herhjemme.

Og du kan også selv tage nogle ekstra forholdsregler.

– Overvej at betale med Mastercard. Det kan gøre processen med at få pengene tilbage lidt lettere, siger Ann Lehmann Erichsen.

Hvis du tager på shoppingtur i udlandet, så husk at undersøge, hvor meget du må tage med hjem. Der er nemlig grænser for, hvor store mængder du må indføre af en lang række varer.

Det kan du læse mere om på Toldstyrelsens hjemmeside.

Øl fra Tyskland

Mangen danskere smutter over grænsen for lige at handle ind – både til hverdag og fest. Men du kan ikke bare fylde campingvogn og trailer op med dåsebajere og begive dig hjemover.

Men må kun tage med til eget forbrug, som Skat på sin hjemmeside beskriver som:

“… når det kun er dig, medlemmer af din husstand eller dine private gæster, der bruger varerne”.

I rapporten ‘Status over grænsehandel 2017’ fremgår det, at danskerne i 2016 lagde i omegnen af 13,5 milliarder kroner på den anden side af grænsen. Det, der i rapporten beskrives som det antal kroner, der er brugt på den ‘tradiotionelle grænsehandel’.

At de netop er øl, der ligger i toppen af importerede varer fremgår også af rapporten. Ifølge den hentede danskerne i alt 115 millioner liter øl i 2016. (Kilde: Skattestyrelsen).

Er du forøvrigt i tvivl om, om du må tage til Tyskland uden pas? Så kan du med fordel læse denne artikel.

Powered by Labrador CMS