Onsdag morgen: Rusland i nyt stort angreb

Rusland har tidligt onsdag morgen indledt et luftangreb mod Kyiv og Lviv, siger det ukrainske militær

Udgivet Opdateret

Rusland udfører tidligt onsdag morgen to luftangreb på den ukrainske hovedstad Kyiv samt byen Lviv i det vestlige Ukraine.

Det siger Ukraines militær ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ukraines militær har iværksat luftforsvaret for at afværge angrebene, lyder det videre.

Øjenvidner i Kyiv fortæller til Reuters, at de kan høre eksplosioner i luften, som lyder som luftforsvar, der skyder mål ned i luften.

Har intensiveret offensiv

Rusland har i den seneste måned intensiveret sin offensiv i Ukraine.

Det er sket, mens Ukraine venter på at modtage en tiltrængt stor krigshjælp fra Vesten.

For et par uger siden lykkedes det for russerne at indtage byen Otjeretyne i regionen Donetsk i det østlige Ukraine.

Søndag kunne man stadig se sorte røgskyer fra bombardementer nær landsbyen Otjeretyne. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Landsbyen ligger tæt på den større og strategiske by Avdijivka, som Rusland erobrede i februar.

Advarer om mangel på ammunition

Ukraine har i månedsvis advaret om sin mangel på ammunition.

I april blev en stor hjælpepakke til Ukraine vedtaget af USA's kongres.

Hjælpepakken har været længe undervejs. Det skyldes, at Repræsentanternes Hus har været flere måneder om at vedtage den.

Men det vil stadig tage tid, før hjælpen for alvor kan mærkes på slagmarken.

- Fjenden forstår, at ammunitionen vil begynde at dukke op - om to måneder, siger chefen for en ukrainsk dronebataljon Yuri Fedorenko til AFP.

Ukrainske soldater i en skov i Donetsk-regionen 7. maj 2024.

Frontlinjen rykkes

Siden Ruslands erobring af Avdijivka er bedre bevæbnede og talstærke russiske styrker støt rykket frem mod vest.

Frontlinjen i det østlige Ukraine bliver gradvist rykket mod vest og længere ind i Ukraine af den russiske fremrykning.

En stor del af de russiske angreb er koncentreret omkring Otjeretyne og Tsjasiv Jar. Sidstnævnte er stadig under ukrainsk kontrol.

Powered by Labrador CMS