Dansk ishockeyspiller scorer flot kontrakt

Den danske ishockeyspiller har indgået en ny kontrakt, der indbringer ham 265 millioner kroner over syv år.

Nikolaj Ehlers har sikret sig økonomisk for fremtiden med ny stor kontrakt med Winnipeg Jets. Foto: Terrence Lee/Scanpix
Udgivet Opdateret

Den danske landsholdsspiller i ishockey Nikolaj Ehlers har forlænget sin kontrakt med Winnipeg Jets med syv år, skriver klubben på sin hjemmeside.

Kontrakten har en værdi af cirka 265 millioner kroner for danskeren, og det er den største kontrakt nogensinde til en dansk ishockeyspiller.

Winnipeg Jets spiller i den bedste nordamerikanske liga, NHL, og 21-årige Ehlers blev valgt i draftens første runde (som den niende spiller) i 2014 af den canadiske klub.

I den seneste sæson blev danskeren noteret for 25 mål og 39 målgivende afleveringer for sin klub. Det var nok til at gøre ham til den spiller i Winnipeg med tredjeflest point, og det gav ham en delt 30.-plads i hele NHL.

I 2016-2017-sæsonen nåede aalborgenseren op på 100 kampe. Ehlers har til dato scoret 40 mål og leveret 62 målgivende afleveringer for klubben, som han har spillet 154 NHL-kampe for.

Ehlers deltog i VM for Danmark i 2017 i Tyskland. Der lavede han fire målgivende afleveringer for Danmark.

Powered by Labrador CMS