Dansk sangstjerne har kvittet pillerne

Sangeren Bro har gennemgået en stor personlig transformation i programmet "Stjerner i trøjen"

Bro fortæller, at han lagde pillerne på hylden, fordi han skulle deltage i “Stjerner i trøjen.” Genrefoto.
Udgivet Opdateret

Det har været livsændrende for sangeren Bro at medvirke i programmet “Stjerner i trøjen” på Discovery+ og Kanal 5.

I programmet gennemgår 12 kendte danskere et militærforløb og bliver udfordret fysisk og mentalt.

De skal blandt andet på march og testes i skydevåben og kampsituationer.

– Inden jeg kom ned til programmet, var jeg meget medicineret på angstpiller. Der blev taget en beslutning om at lægge pillerne på hylden og give den 120 procent.

– Den dag i dag har jeg ikke rørt en angstpille, fortæller Bro et åbenhjertigt opslag på Instagram.

Et liv fyldt med fester

Bro har tidligere fortalt om et liv fyldt af fest og farver, som eskalerede med et alkoholmisbrug.

I 2018 skrev han nummeret “Sydpå” til realityprogrammet “Paradise Hotel”.

Det blev den mest streamede sang i Danmark det år, og den var nomineret til prisen for Årets Danske Streaminghit ved Danish Music Awards i 2019.

Han skrev sange om sol, sommer, kærlighed og venskab, men indeni føltes det tomt.

Angst

Efter samtaler med en psykolog blev han diagnosticeret med angst, har han tidligere fortalt.

Takket være militærforløbet i “Stjerner i trøjen” er Bro kommet langt i kampen mod angsten, fortæller han videre i opslaget på Instagram.

– Det var både deltagerne, befalingsmændene og produktionen, som hjalp mig gennem det hele. Så kæmpe tak til alle jer, skriver Bro og fortsætter:

– Selve rejsen var bare super fed. Jeg er rigtig glad, hvor jeg er i dag!, lyder det fra den 24-årige sanger, som tilføjer, at der meget snart er ny musik på vej.

Powered by Labrador CMS