Dansk tøjimperium satser millioner på e-sportsholdet Astralis

E-sport er det nye sort, mener Bestseller-mærket Jack & Jones, som ifølge avis indgår samarbejde med Astralis.

Det danske hold Astralis er blandt verdens bedste i spillet Counter Strike. Nu indgår Astralis et samarbejde med tøjmærket Jack & Jones. Foto: Andrzej Grygiel/arkiv/AFP
Udgivet Opdateret

Det succesfulde danske e-sportshold Astralis har sikret sig en ny sponsoraftale.

Onsdag vil tøjkoncernen Bestseller løfte sløret for et millionsamarbejde mellem brandet Jack & Jones og Astralis. Det skriver Børsen.

– E-sport er i så sindssygt rivende udvikling, at det er noget, vi mener er det rigtige at gøre, siger Henning Nielsen, international chef for e-handel og marketing i Jack & Jones, til avisen.

I e-sport konkurreres der enkeltvis eller i hold i computerspil.

Marketingchefen oplyser, at aftalen med Astralis omfatter “et millionbeløb”.

Astralis består af fem mænd i alderen fra 19 til 24 år, som spiller Counter Strike.

Til de største kampe kan tilskuertallet komme op på fem millioner. Folk ser med via onlinetjenester som YouTube og Twitch.

Satser på vækst og omtale

Jack & Jones håber, at samarbejdet kan bidrage til selskabets vækst på de internationale markeder.

De fem Astralis-spillere har ifølge Børsen samlet 1,2 millioner følgere på sociale medier.

I foråret vandt holdet en såkaldt Counter Strike “major,” der er særlige turneringer med store præmiepuljer.

– Vores målgruppe er den moderne mand med interesse for mode og sport, og her ser vi en kraftigt stigende interesse for e-sport, siger Henning Nielsen.

Garderoben er fyldt op

Hovedfokus for Jack & Jones er Europa, hvor firmaet har 1000 fysiske butikker og en række webbutikker.

Aftalen betyder, at de fem spillere vil være klædt i tøj fra Jack & Jones under turneringer.

Og garderoberne er allerede fyldt op.

Børsen skriver, at de fem unge mænd i sidste uge var forbi tøjimperiet Bestsellers hovedsæde i Brande.

Her fik de lov til at forsyne sig med lige præcis det tøj, der faldt i deres smag, i Jack & Jones’ showroom.

Powered by Labrador CMS