Danske bilister brager afsted under krisen

Det går ekstra stærkt under coronakrisen.

Det gik stærkt mandag i Esbjerg. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi.
Udgivet Opdateret

Andelen af bilister, der kører for stærkt, når de passerer os, er næsten fordoblet sammenlignet med perioden, før Danmark lukkede ned.

“Og for at det ikke skal være løgn, er andelen af vanvidsbilister firedoblet – og nej, det er desværre ikke en forsinket aprilsnar”, har Rigspolitiet tidligere informeret.

Mandag aften var den gal igen.

Her havde Syd- og Sønderjyllands Politi opstillet en hastighedsmåling på Vestre Lufthavnsvej i Esbjerg.

Her blev hele 36 taget for at køre for stærkt.

Det betød uddeling af bøder – der ‘indeholdt’ ni klip.

Dagens højeste hastighed blev målt til 107 kilometer i timen – i en 60-zone.

“Vis nu lidt hensyn”, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Transportminister revser bilister

Transportminister Benny Engelbrecht (S) er heller ikke just imponeret over danske bilisters ageren på vejene under krisen.

– Jeg er stolt af det samfundssind, som vi i disse dage viser hinanden, hvor vi holder afstand og hjælper venner og naboer, hvor vi kan. I samme ånd skal vi huske på, at selv en lille hastighedsoverskridelse på vejene er farlig – både for os selv og de trafikanter, vi møder på vores vej. Jeg vil derfor gerne opfordre til, at vi også husker at vise samme hensyn i trafikken og sætter farten ned – det gør en forskel, siger transportministeren og minder om, at der fortsat udføres hastighedskontrol.

Powered by Labrador CMS