Danske hjem fulde af væggelus

Sådan ser de ud, de små væggelus, der er i familie med blodsugende tæger. Foto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Følelsen af små kriblekrable dyr, der bevæger sig op og ned af din krop og suger dit blod vil højest sandsynligt overmande de fleste, når snakken falder på lus og deres mere sengeorienterede venner, væggelusene.

Også selvom man faktisk slet ikke kan mærke dem, når de bevæger sig eller når de bider dig.

Men derfor er det alligevel næppe en glædelig nyhed, at tilfælde af væggelus i Danmark er steget med næsten 50 procent på to år.

Et stigende antal udenlandsrejser kan sandsynligvis være en af grundene til, at skadedyrsbekæmpelses firmaet Rentokil har oplevet en markant stigning i antallet af danske hoteller, der ringer for at få hjælp til at komme af med de små krabater.

Tager dem med hjem

Men også i danske hjem er der kommet flere tilfælde af væggelus, sandsynligvis fordi vi, ligesom vores udenlandske gæster gør, tager dem med til Danmark fra udlandet.

»Muren er væltet, der er blevet varmere, vi importerer flere og flere ting og vores rejseaktivitet er steget. Alle sammen gode grunde til, at vi oplever denne her stigning,« siger teknisk chef i Rentokil Claus Schulz.

Og det er altså ikke kun i Danmark, der er sket en stigning i tilfælde af væggelus.

Tendensen kan ses i hele den vestlige verden og flere hoteller i London har været ude at sige, at de desværre ikke kan garantere et værelse uden væggelus.

»Mange tror, at væggelus kun findes på mere snuskede hoteller. Men væggelus findes overalt, og det skyldes ikke dårlig hygiejne hos hoteller eller i danske hjem, men primært den generelle stigning i rejseaktivitet. Og så er der nok ingen tvivl om, at fordi man troede at væggelus kun var noget, der var på de billige hoteller, så har de altså fået bedre fodfæste, fordi man måske har ignoreret nogle af de tidlige tegn på dem,« siger Claus Schulz.

Powered by Labrador CMS