Danske Mikkel anholdt i Israel

Ifølge oplysninger fra blandt andet Enhedslisten skulle der være tale om dansk lokalpolitiker fra Bergen.

Det er ikke helt sikkert, hvorfor Mikkel er bleet anholdt. Foto: Tor Høvik/Ritzau Scanpix.
Udgivet Opdateret

En dansk statsborger er ganske rigtigt blevet anholdt i Israel. Det bekræfter Udenrigsministeriet mandag.

Søndag oplyste Enhedslisten i en pressemeddelelse, at den norske lokalpolitiker Mikkel Grüner, der er dansk statsborger, var blevet anholdt. Men nogen bekræftelse fra officielt hold var der ikke at få.

Mandag kan Udenrigsministeriet dog også alene oplyse, at der er sket en anholdelse af en dansker. Ikke identiteten på den anholdte. Sådan noget må myndighederne herhjemme nemlig ikke fortælle på grund af tavshedspligt.

Skib stoppet

Anholdelsen af Mikkel Grüner skal ifølge flere medier, herunder nyhedsbureauet NTB, være sket, i forbindelse med at de israelske myndigheder har opbragt et norsk skib, som forsøgte at sejle medicinsk udstyr ind til Gazastriben.

I alt var 22 aktivister om bord på den norsk registrerede båd “Kårstein” – blandt dem Mikkel Grüner, der er byrådsmedlem for Sosialistisk Venstreparti i Bergen.

Udenrigsministeriet oplyser, at det følger sagen og yder “sædvanlig konsulær bistand”.

Powered by Labrador CMS