Danske myndigheder undersøger sag om jihadist-mistænkte

Foto: Iris/Scanpix
Udgivet Opdateret

Det vækker naturligvis opsigt hos de danske myndigheder, at tre mænd, der mistænkes for at have forbindelse til jihadist-netværk, er blevet anholdt, da de var på vej til Danmark.

De tre afghanske mænd blev ifølge myndighederne i Marokko anholdt lørdag i lufthavnen i Marrakesh, hvor de var på vej til at gå om bord på et fly til Danmark, skriver nyhedsbureauet AFP ifølge Yahoo News.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) oplyser torsdag til Berlingske Nyhedsbureau, at man er opmærksom på anholdelserne, og at man er i gang med at undersøge sagen. Samme melding lyder fra det danske udenrigsministeriums borgerservice.

De danske myndigheder har ikke yderligere kommentarer til sagen.

De marokkanske myndigheder oplyser, at de tre afghanske mænd blev anholdt med falske pakistanske pas, og at man derudover fandt »mistænkelige dokumenter med jihadist-indhold« hos mændene.

Landene i det nordlige Afrika er i øjeblikket i højt alarmberedskab på grund af terrorangrebet i Tunesien i sidste uge, hvor 38 turister blev dræbt af en radikaliseret islamist med forbindelse til terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS).

Ifølge Marokkos indenrigsministerium har en undersøgelse afsløret et internationalt rekrutteringsnetværk for jihadister.

En kilde fra indenrigsministeriet siger til moroccoworldnews.com, at anholdelserne har blotlagt et »internationalt migrationsnetværk«, der skal levere folk til de radikale islamister. Det er uvist, hvilken rolle de tre afghanere mistænkes for at have spillet i netværket, og hvad deres intention med rejsen til Danmark var.

De tre anholdte, hvoraf en ifølge moroccoworldnews.com har pakistanske rødder, sidder nu fængslet i Marrakesh, men skal overføres til hovedstaden, Rabat, hvor der skal foretages yderligere afhøringer og efterforskning.

Powered by Labrador CMS