Danske rygere kan kigge langt efter pengepræmie

Foto: Søren Bidstrup/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Ville 13.500 kroner få dig til at stoppe med at ryge?

Det er i hvert fald tilfældet i et amerikansk forsøg, hvor en pengepræmie på op mod 2.000 dollar – 13.500 kroner – har fået flere deltagere til at droppe cigaretterne.

TrygFonden erklærer sig i mandagens Berlingske parat til at finansiere undersøgelser af, hvorvidt et lignende projekt kunne have en effekt i Danmark, men den idé bliver på forhånd pure afvist af et flertal i Folketinget.

S er imod

Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen (S), mener ikke, at det offentlige skal finansiere pengepræmier til rygere.

»Jeg mener ikke, vi skal putte skattekroner i en bonus til rygere, som skal holde op. Hvis det skal prøves af, skal pengene komme et andet sted fra,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Konservative bakker heller ikke op

Samme udmelding kommer fra sundhedsordfører for de Konservative Mette Abildgaard (K), der kalder forsøget for »en glidebane«, som Danmark ikke skal være en del af.

»Det bliver ikke med Det Konservative Folkepartis opbakning, at vi giver os til at bestikke borgerne med kontanter for at få dem til at stoppe med at ryge. Allerede i dag er der et økonomisk incitament til at stoppe med at ryge, for det er bestemt ikke billigt at ryge i Danmark. Hvis den gevinst og tanken om, at du kan leve tre år mere med din familie, ikke er belønning nok, så ved jeg ikke, hvad det skulle være,« siger hun og stiller spørgsmålet:

»Skal vi så også give en krone per kilometer, folk løber i deres fritid, fordi det også vil forebygge nogle sygdomstilfælde? Jeg kan godt frygte, hvad det næste bliver.«

SF og LA skarpe modstandere

Derudover er SF og Liberal Alliance også skarpe modstandere af idéen om en økonomisk støtteordning, ligesom sundhedsminister Sophie Løhde (V) afviser at gå den vej. Hun siger til Berlingske, at »det er et skråplan at betale borgerne for at leve et sundt liv«.

Projektchef hos Kræftens Bekæmpelse Niels Them Kjær udtrykker ellers begejstring for forsøget, som han kalder »overbevisende«. Han mener, at den økonomiske gevinst kan være en meget stærk drivkraft for folk, der ønsker et rygestop, og påpeger samtidig, at omkostningerne vil være lave i forhold til, hvad det vil koste at behandle de sygdomme, der følger med rygning.

Også analysechef i TrygFonden Merete Konnerup, der er klar til at finansiere undersøgelser på området, tror på, at den nye rygestop-metode kan være effektiv.

»Vi ved, at de allerfleste rygere utroligt gerne vil stoppe, men det er uhyggeligt svært for dem. Derfor vil vi meget gerne være med til at få undersøgt nærmere, om udsigten til en pengepræmie kan være med til at drive folk det sidste skridt i den rigtige retning, som erfaringerne fra udlandet viser,« siger hun.

Spørger man rygerne selv, tyder noget dog på, at de heller ikke vil tage godt imod udsigten til en kontant pengepræmie som betaling for at droppe cigaretterne.

Bestyrelsesmedlem i Foreningen hensynsfulde rygere og Tolerante ikke-rygere Solveig Momberg tror ikke på, at ordningen vil have en effekt.

»Jeg kender flere medlemmer, som hellere vil ryge frem for at spise mad, hvis de skulle vælge mellem de to ting. Hvis du ryger, er det fordi, du kan lide at ryge,« siger hun.

Powered by Labrador CMS