Danske unge sluger næsten 1000 TikTok-videoer dagligt - og det har konsekvenser
Det er mere problematisk, end du tror
En ny dansk analyse tegner et rystende billede af unges forbrug af sociale medier.
Det viser sig, at en gruppe danske teenagere i gennemsnit swiper sig igennem op mod 895 TikTok-videoer om dagen.
Tallene er så ekstreme, at forskerne bag undersøgelsen kalder dem et klart tegn på, at fastholdelse ikke er en fejl i platformenes design, men et mål i sig selv. Det skriver Inputmag.
En hverdag styret af algoritmer
Rapporten fra Analyse & Tal giver et dybt indblik i, hvordan TikTok og YouTube finjusterer hver eneste brugeroplevelse.
Ifølge undersøgelsen registrerer TikTok markant flere datapunkter end andre platforme, blandt de mest aktive helt op mod 50 gange flere end YouTube.
Det gør algoritmen i stand til at skræddersy et feed, der er næsten umuligt at lægge fra sig.
For unge, der scroller i timevis, betyder det også, at selv en lille procentdel problematisk indhold får stor gennemslagskraft.
Ved næsten 900 daglige videoer ender de mest udsatte med 15 til 20 videoer hver dag, der indeholder voldsomt, diskriminerende eller manipulerende materiale.
Ministeren reagerer: “Det handler om afhængighed”
Digitaliseringsminister Caroline Stage lægger ikke fingrene imellem, når hun adresserer rapportens konklusioner.
“Vi taler ikke længere kun om skærmtid. Vi taler om fastholdelse, der kan føre til afhængighed, og som skabes bevidst,” siger hun og understreger, at regeringen vil arbejde for stærkere regulering både nationalt og i EU.
En branche, der lever af opmærksomhed
Selvom rapporten bygger på en relativt lille undersøgelse, giver den et sjældent indblik i mekanismerne bag unges digitale vaner.
Den viser et medielandskab, hvor hvert swipe bliver en ressource i en global økonomi, og hvor sociale platforme bruger alle tekniske greb for at holde brugerne fanget.
For mange unge og forældre kan tallene blive et wakeupcall.
Det er ikke tilfældigt, hvor længe vi bliver hængende, det er hele ideen.