Dansker bliver direktør for et af Europas største museer

Karin Hindsbo bliver leder for Norges nationalmuseum. - Vi kan tage kunst til nye højder i Norden, siger hun.

Den 42-årige dansker Karin Hindsbo bliver ny direktør for det norske nationalmuseum. (Arkivfoto) Foto: Roald, Berit/Scanpix
Udgivet Opdateret

Det bliver danskeren Karin Hindsbo, der skal være ny direktør for det norske nationalmuseum, oplyser museet.

Den 42-årige dansker tiltræder 1. juni, og hun tager over for nordmanden Audun Eckhoff, der har været på posten siden 2009.

Det norske nationalmuseum er lige nu ved at opføre nye bygninger ved havnen i Oslo. Det vil gøre museet markant større. De nye rammer afføder da også store ambitioner hos danskeren.

– Med det nye nationalmuseum får vi et af de største museer i Europa og det største i Norden. Vi har potentiale til at tage kunst og kultur til nye højder, siger Karin Hindsbo.

Fem og seks mia.

Det nye museum har et samlet areal på 54.600 kvadratmeter og menes at have et prisskilt på mellem fem og seks milliarder norske kroner.

– Nationalmuseet er en af de aller vigtigste kunstinstitutioner i Norden, og vi står foran museets mest spændende periode. Det her er en historisk satsning på kunst, og jeg glæder mig til at være med til at forme fremtidens nationalmuseum, siger Karin Hindsbo.

Hun kommer fra et job som direktør for Kunstmuseene i Bergen (Kode) og har tidligere været direktør på Sørlandets Kunstmuseum i Kristiansand.

Karin Hindsbo er født og opvokset i København. Hun er uddannet kunsthistoriker fra Aarhus Universitet.

Før hun tog til Norge, var hun blandt andet kunstfaglig leder for Kunsthal Aarhus og leder af Den Frie Udstillingsbygning i København.

/ritzau/NTB

Powered by Labrador CMS