Kræver dødsdømt musiker løsladt

Store verdensnavne kræver nu, at en dødsdømt rapper skal løslades. Blandt andet det kendte band Coldplay

Udgivet Opdateret

Over 100 musikere, kulturfolk og menneskerettighedsaktivister har underskrevet en fælles erklæring, hvori de kræver løsladelsen af den iranske rapper Toomaj Salehi.

Blandt dem, som har skrevet under, er superstjernen Sting og det verdenskendte band Coldplay.

Støttede demonstrationer

Det skriver The Guardian fredag.

33-årige Toomaj Salehi blev dømt til døden 24. april for at have støttet demonstrationer i Iran i forbindelse med Mahsa Aminis død i 2022.

Mahsa Amini døde som 22-årig, efter at hun mistede bevidstheden i det iranske moralpolitis varetægt.

Dækkede ikke håret

Hun blev anholdt, fordi hendes hijab ifølge de iranske myndigheder ikke dækkede hendes hår.

Hun mistede angiveligt livet, fordi hun var blevet udsat for vold af politiet, men de iranske myndigheder hævder, at hun døde af et hjerteanfald.

Bandet Coldplay med Chris Martin i front ønsker, at den iranske rapper skal løslades, efter han er dømt til døden.
Powered by Labrador CMS