Nu fører smitten til flere indlæggelser

Antallet af influenzatilfælde stiger fortsat

Offentliggjort Sidst opdateret

Influenzaudbrud fører til flere indlæggelser

Antallet af influenzatilfælde og indlæggelser stiger fortsat i Danmark, selvom sæsonen nærmer sig slutningen.

Statens Serum Institut rapporterer, at smitten er på et niveau, der mærkes på sygehusene, især blandt ældre og sårbare grupper.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Selv om sæsonen for influenza i Danmark nærmer sig slutningen, stiger antallet af influenzatilfælde fortsat.

Det viser den ugentlige opdatering af luftvejssygdomme fra Statens Serum Institut, SSI.

Influenzaforekomsten er fortsat på et højt niveau, og både antallet af tilfælde og indlæggelser stiger.

Sidste uge - i uge fem - var der omkring 2400 påviste influenzatilfælde og omkring 680 indlæggelser med influenza.

"Kan mærkes på sygehusene"

For covid-19 befinder forekomsten sig fortsat på et middel niveau, og antallet af tilfælde og indlæggelser er sammenlignelige med de seneste uger.

Også forekomsten af RS-virus ligger på et middel niveau - dog med en stigning i tilfælde og indlæggelser.

Et tegn på influenza kan være pludselig opstået høj feber med kulderystelser. (Arkivfoto).

I sidste uge sagde overlæge Bolette Søborg fra SSI, at influenzasmitten er på et niveau, hvor det "kan mærkes ude på sygehusene".

Sæsonen for influenza i Danmark varer typisk fra december til marts.

Det er især personer over 65 år og andre med sygdom, der påvirker immunforsvaret, som har øget risiko for et alvorligt influenzaforløb ifølge SSI.

Sådan forebygger du

Symptomer på influenza kan være pludselig opstået høj feber med kulderystelser, muskelømhed og hovedpine, der ledsages af en markant sygdomsfornemmelse.

Det lød i sidste uge fra Bolette Søborg, at trods stigningen i tilfælde i Danmark, så så det en anelse anderledes ud i lande som Norge og England.

Her tyder tal på, at smitten er på retur i de pågældende lande.

- Det kan jo give et håb om, at det ikke varer så mange uger, før vi også når dertil, lød det fra hende.

Personer, der er vaccineret mod influenza, er godt beskyttet mod alvorlig sygdom.

Derudover kan man ifølge SSI forebygge at få influenza ved at sikre sig, at man ikke er sammen med folk, der har symptomer på luftvejssygdomme.

Powered by Labrador CMS