Politihund napper mand på flugt
Sprang ud af bilen og flygtede
Klokken 23.30 tirsdag aften fik en hundepatrulje i Greve mistanke om en bilist, som tydeligvis ikke ville tale med politiet.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Da føreren fik øje på patruljen, satte han straks farten op.
Flugten endte kort efter på Tjurgården, hvor manden sprang ud af bilen og satte i løb.
Derfor valgte betjentene at sætte en hund efter manden.
Der gik dog ikke længe, før den ihærdige patruljehund fandt den travle mand, som gemte sig under et halvtag. Det viste sig at være en 30-årig fra lokalområdet.
Kniv og hash
Og der var god grund til, at den 30-årige ikke ville tale med betjentene. Han havde nemlig både hash og en foldekniv i lommerne.
Ved en efterfølgende ransagning af bilen fandt politiet yderligere 86 gram hash i handskerummet.
Da manden også havde en større mængde kontanter på sig, er han blevet sigtet for salg af euforiserende stoffer.