Dansker mistænkt for at medvirke til terror i Tyrkiet

Onsdag eftermiddag blev en 42-årig mand fra Vejle varetægtsfængslet i fire uger. Han er af de tyrkiske myndigheder mistænkt for at have medvirket til et terrorangreb i Istanbul i starten af året.

En 42-årig mand fra Vejle varetægtsfængslet i fire uger. Han er af de tyrkiske myndigheder mistænkt for at have medvirket til et terrorangreb i Istanbul i starten af året. Foto: Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

En 42-årig vejlensisk mand blev onsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger, efter myndighederne i Tyrkiet har anmodet om at få manden udleveret til retsforfølgelse.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Terrorangreb mod natklub

De tyrkiske myndigheder mistænker manden for at have medvirket til terrorangrebet mod en natklub i den europæiske del af den tyrkiske storby Istanbul den 1. januar i år, hvor 39 personer blev dræbt.

Et angreb, som terrororganisationen Islamisk Stat efterfølgende tog skylden for.

Da det var de tyrkiske myndigheder, der havde anmodet om at få manden anholdt, blev der ikke fremsat en egentlig sigtelse fra anklagerens side.

I stedet bestod grundlovsforhøret ifølge Dorthe Møller-Andersen mere af et resume af de tyrkiske myndigheders anklager.

Speciel sag

– Det er en meget speciel sag, da der ikke er en egentlig sigtelse ved grundlovsforhøret. I stedet skal dommeren vurdere, om der er belæg for at varetægtsfængsle manden, mens den tyrkiske anmodning bliver behandlet, sagde Dorthe Møller-Andersen til Vejle Amts Folkeblad, mens dommeren vurderede, hvad udfaldet af grundlovsforhøret skulle være.

Det endte med, at dommeren imødekom anklagerens ønske om fire ugers varetægtsfængsling.

En kendelse, som den 42-årige mands forsvarer kærede til landsretten med det samme.

Hvornår den tyrkiske anmodning om udlevering bliver behandlet vides endnu ikke, ligesom det heller ikke ligger fast endnu, hvornår landsretten skal tage stilling til forsvarerens kærning af kendelsen.

Kilde: Vejle Amts Folkeblad.

Powered by Labrador CMS