Danskerne hader disse to virksomheder
Få ting kan forene danskerne som brok over statsbanerne eller postvæsenet
Citathistorie: Kristeligt Dagblad
Indvandring, identitetspolitik og Israel-Palæstina-konflikten.
Det er ikke svært at få øje på emner, der kan splitte danskerne.
Men der er også ting, der forener os.
Hyggebrok
Hygge og brok, for eksempel – og allerbedst er vel det, man kan kalde hyggebrok.
Man kan hyggebrokke sig over det meste, men er der noget, som man næsten kan være sikker på at få opbakning til, så er det brok over to af landets største infrastrukturselskaber, DSB og PostNord.
Det skriver Kristeligt Dagblad søndag.
Konkret problem
Men hvorfor egentlig?
Først og fremmest handler det om, at der er et konkret problem, mener Peter Tudvad.
Han er filosof, og så er han en af de danskere, som er "henvist til den kollektive transport", idet han hverken har bil eller kørekort.
At man ofte kan finde fælles fodslag ved at brokke sig over lige netop PostNord og DSB handler imidlertid ikke kun om utilfredsstillende service.
Statsejede virksomheder
Det handler også om, at der er tale om utilfredsstillende service fra to statsejede virksomheder, påpeger Peter Tudvad.
"Der knytter sig nogle særlige forventninger til statslige foretagender. Det er jo ikke Mærsk eller Novo Nordisk, vi taler om her. Dem kan man også godt brokke sig lidt over, for de har stor betydning for samfundsøkonomien, men det er alligevel noget andet. DSB, de danske statsbaner, er jo en service til borgeren – og så er det vel at mærke en service, vi selv betaler for," siger han.
- Det er jo irriterende
Cliff Pedersen, 57 år, er en af dem, der oplever problemet fra den anden side.
I år kan han nemlig fejre 32 år som pakkebud for PostNord. Han ærgrer sig over, at det ofte er de negative historier, der fylder.
"Det er jo irriterende, når man hver dag står op og gør sit bedste," siger han.
Han forstår godt, at det er frustrerende, når der sker fejl. Og i en stor virksomhed vil der være "brodne kar", som springer over, hvor gærdet er lavest, fortæller Cliff Pedersen.
- De ser ikke os
Om der sker flere fejl end før i tiden, kan han ikke svare på. Men i virkeligheden er det måske heller ikke kun det, det handler om.
Måske handler det også om, at det simpelthen er blevet lettere at brokke sig i dag, hvor man er mindre i kontakt med sit post- eller pakkebud, siger han:
"Engang var det næsten lige i overkanten med folk, der ville have sig en sludder, når man kom forbi. Især ude på landet. I dag har folk så travlt. Der er også mange, der har modtagerflex, og så stiller vi jo bare pakkerne i skuret. Vi ser ikke folk på samme måde i dag, og de ser ikke os."