DBU-direktør: -Jeg har gjort mit arbejde godt

Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix.
Udgivet Opdateret

På dagen hvor landstræner Morten Olsen chokerede alt og alle med sin udmelding om, at han stopper som landstræner, når hans kontrakt udløber, og DBU stadig er i konflikt med Spillerforeningen, er administrerende direktør Claus Bretton-Meyer godt tilfreds med det arbejde, han har udrettet i DBU.

Det udtalte han tirsdag aften til TV2 Nyhederne. Det står i skærende kontrast til, hvad Morten Olsen sagde mellem linjerne tidligere tirsdag, da han højst overraskende udmeldte, at han stopper som dansk landstræner, når hans kontrakt udløber 1. juli 2016.

»Vi har et professionelt forhold, hvor man ikke behøver at være venner med alle, og banke på døren hver eneste gang, lød Morten Olsens svar til spørgsmålet omkring hans forhold til DBU’s ledelse.

Claus Bretton-Meyer fik først beskeden om Morten Olsens beslutning kort før det planlagde pressemøde.

»Jeg fik beskeden midt inde i et forhandlingsmøde med Spillerforeningen tidligere i dag,« sagde han til TV2/Nyhederne, og han svarede derefter på, om han ikke syntes, at det var mærkeligt, at han fik beskeden så kort tid før resten af Danmark.

»Nu skal vi huske, at vi arbejder benhårdt på at finde en løsning for alle parter, så vi kan få det stærkest mulige landshold til at spille mod USA, og derfor har vi været i en situation, hvor det har været vigtigt, at jeg har været i forhandlingteamet. Derfor har det selvfølgelig været svært at få fat i mig her til morgen.«

I sin tid som administrende direktør i DBU har forbundet oplevet faldende tilskuertal, faldende indtægter, en konflikt med Spillerforeningen, der endnu ikke er løst og nu en landstræner, der siger stop efter 15 år på posten. Alligevel er Claus Bretton-Meyer tilfreds med sin arbejdsindsats.

»Jeg har en klar oplevelse af, at jeg har gjort mit arbejde godt,« lød det fra Bretton-Meyer til TV2 Nyhederne.

Powered by Labrador CMS