De fleste bilister sænker farten på skolevejene

Foto: Preben Madsen/Scanpix.
Udgivet Opdateret

For 65.000 elever har mandag været dagen, hvor de for første gang har pakket skoletaske og madkasse og sat sig på skolebænken. Det er vigtigt, at de mange nye elever kommer sikkert til og fra skole, og derfor har man igen i år iværksat en kampagne, der øger fokus på de små i trafikken.

Resultatet af førstedagen med den nye kampagne og øgede indsats har været godt, melder flere af landets politikredse.

Leder af færdselspolitiet i Syd- og Sønderjylland, Knud Reinholdt, er meget positiv efter den første dag:

»Billedet i dag har været godt. Der har været få overtrædelser. Hvis den tendens forsætter, så virker kampagnen, og folk forstår budskabet,« siger han.

De næste tre uger vil politiet i Syd- og Sønderjylland forsætte indsatsen.

Kampagnen »Pas på de små i trafikken« er iværksat af Trygfonden, Rådet for Sikker Trafik, kommunerne samt politiet. Sidste år stoppede politiet næsten 4.600 bilister, der kørte for stærkt på skolevejene alene i august måned. Man håber, at det tal i år bliver mindre.

Både hos Fyns politi og hos politiet i Østjylland er første dag med den nyudrullede kampagne også forløbet godt.

I Haslev på Sjælland er en enkel bilist dog blevet knipset af en fotovogn med en fart på 134 kilometer i timen på en skolevej. Bilisten befandt sig i en 50 kilometers fartzone og kan se frem til en større bøde samt en ubetinget fratagelse af kørekortet.

Powered by Labrador CMS