De skal have de danske vacciner

Ukraine er stor vaccine-mangel og får de danske vacciner

Danmark donerer store mængder vaccine til Ukraine. Foto: Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix
Danmark donerer store mængder vaccine til Ukraine. Foto: Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Ukraine kan se frem til at modtage 500.000 doser af vacciner imod covid-19 fra Danmark.

Det bekræfter Udenrigsministeriet og Sundhedsministeriet over for Ritzau.

Sundhedsministeriet oplyser, at der er tale om doser af vaccinen fra AstraZeneca. Vaccinen er taget ud af det danske vaccinationsprogram.

- Ukraine er en tæt samarbejdspartner for Danmark og et helt afgørende land i vores nærområde. Vi har et godt og tæt forhold, og jeg har selv besøgt landet som udenrigsminister, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Har været langsom

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har den ukrainske præsident og statsminister Mette Frederiksen (S) talt sammen om donationen.

Ukraine har været langsom til at vaccinere sin befolkning i forhold til andre europæiske lande.

Der bor 48 millioner mennesker i Ukraine. Indtil videre er under en halv procent af befolkningen fuldt vaccineret ifølge Johns Hopkins University. I Danmark er det næsten 25 procent.

Donerer endnu mere

Der har indtil videre været 2,2 millioner tilfælde af smitte og 53.683 dødsfald som følge af covid-19 i Ukraine.

- Derfor er det også glædeligt, at vi nu har mulighed for at hjælpe Ukraine med adgang til vacciner på et tidspunkt, hvor Ukraine har hårdt brug for dem i deres egen vaccineudrulning, siger Jeppe Kofod.

Sådan virker en vaccine

Vores immunsystem er konstant på vagt overfor skadelige bakterier og virusser. Millioner af hvide blodceller holder hver især øje med specifikke infektioner.

Når en immuncelle møder sit mål, formerer den sig og sender en masse proteiner, kaldet antistoffer afsted for at rydde op. Når infektionen er bekæmpet, bliver såkaldte “huske-celler” tilbage i kroppen, som er klar til at forberede et hurtigt angreb, hvis bakterierne vender tilbage igen.

Det er sådan vi udvikler immunitet. Og det er derfor vi ikke bliver smittet af den samme virus flere gange.

Men selvom vores krop er super effektiv, så kan nogle superfarlige bakterier få ram på os, før vores immunsystem har haft tid til at gøre tropperne klar til kamp. Det gælder især for små børn, fordi deres immunsystemer endnu ikke er færdiguddannde.

Derfor er det heldigt, at vi har vacciner. D er lavet af små eller svage udgaver af virusser eller bakterier. De lader vores immunsystem se, hvordan fjenden ser ud og danne de vigtige huske-celler. Når vi så møder den farlige udgave kan immunforsvaret genkende sygdommen med det samme og bekæmpe den, inden den når at få fodfæste.

Kilde: Videnskab.dk

Danmark vil donere mindst tre millioner doser af coronavacciner inden udgangen af 2021.

Danmark har allerede doneret vacciner til Kenya, som står til at modtage 358.000 vacciner og delstaten Slesvig-Holsten, som får lidt under 60.000.

Tager hensyn

Sundhedsministeriet oplyser, at donationerne vil tage hensyn til det danske behov. Det gælder eksempelvis en tilvalgsordning, hvor man har mulighed for at få vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, som er pillet ud af det generelle vaccinationsprogram.

Men samtidig er det vigtigt, at Danmark ikke opbygger unødvendige lagre af vaccinedoser, eller at vaccinerne udløber og bliver ubrugelige.

Udenrigsministeriet oplyser også, at Danmark kigger på flere lande, der kan modtage vacciner.

Powered by Labrador CMS