De unge taber praktikræset til de ældre

Newspaq
Udgivet Opdateret

Newspaq
Newspaq

 

De 15 til 16-årige har ekstra svært ved at finde en praktikplads. Virksomhederne vil hellere have ældre praktikanter.

Mange unge har svært ved at finde en praktikplads. Men det er endnu sværere, hvis man har startet en erhvervsuddannelse direkte efter folkeskolen.

For mange virksomheder foretrækker at ansætte lærlinge, der er fyldt 20 år, frem for en teenager, viser en ny undersøgelse, som Tænketanken DEA har gennemført. Det spænder ben for, at den nye erhvervsuddannelsesreform bliver en succes, advarer både tænketanken og LO ifølge Ugebrevet A4.

Målet for den nye reform er, at fjerde elev i folkeskolen skal vælge en erhvervsuddannelse i 2020, men det kan blive svært, mener LO-sekretær Ejner K. Holst.

– Når både fagbevægelsen og arbejdsgiverne bakkede op om en erhvervsuddannelsesreform, kan vi simpelt hen ikke leve med, at så mange virksomheder bare sætter sig med armene over kors og venter med at ansætte elever til de er 25 år eller mere, siger han.

Han bliver bakket op af DEA-direktør Stina Vrang Elias, der advarer mod, at virksomhedernes modvilje til at ansætte de helt unge bringer reformen i fare.

– Nu har vi fået en reform, hvis formål er at få flere unge ind på erhvervsuddannelserne, så de igen bliver ungdomsuddannelser. Men hvis den reform skal lykkes, skal der skaffes flere praktikpladser til de helt unge, der kommer lige fra folkeskolen, siger DEA-direktør Stina Vrang Elias til Ugebrevet A4.

Ifølge dem har politikerne, virksomhederne og erhvervsskolerne ansvaret for at sætte fokus på de unges udfordringer med praktikpladserne.

Newspaq

Powered by Labrador CMS