Denne haveopgave bør du klare nu

Giv haveredskaberne den store tur, inden du pakker dem væk, så de er i flot stand, når det igen bliver havesæson til foråret.

Udgivet Opdateret

Når havesæsonen er slut, bliver haveredskaberne parkeret i skuret. Og der får de lov at overvintre, til det igen er tid til at luge og nusse om haven.

Men hvis du gerne vil undgå, at foråret bliver et gensyn med haveredskaber, der har fået lov at ruste og tære hen over vinteren, så er det nu, du skal være lidt ekstra flittig med slibesten og oliedunk.

– I gamle dage var det helt naturligt, at man gav hakkejernet lidt olie og lak, så det kunne holde i mange år, siger Jesper Carl Corfitzen, som er havefaglig ekspert hos Bolius.

– Men i de senere år er der mange, der bare har smidt de sløve redskaber ud og købt nye.

Han råder til, at du går alle håndredskaberne efter. Og hvis rosensaksen er blevet sløv, kan den slibes eller få skiftet bladet. Og så er den klar til en ny sæson.

Først og fremmest bør du få behandlet de redskaber, der er træ på.

– Hvis de ikke er lakerede, så vil jeg give dem noget olie, så de ikke tørrer ind, siger John Henriksen, som er landskabsarkitekt og tidligere slotsgartner.

Skal opbevares rigtigt

Jerndele skal renses af, inden de smøres med olie – for eksempel en linolie i god kvalitet – så de ikke ruster. Derefter kan de hænges et tørt sted.

Det er essentielt at haveredskaberne opbevares et sted, der ikke er for fugtigt, hvis du vil sikre, at de er i tiptop stand til næste sæson.

– Med beskæringssakse skal man sørge for, at skæret er skarpt. Det kan man gøre med en slibesten, siger John Henriksen.

– Hæksaksen skal have samme tur, tilføjer han.

River, jern, skovle og spader renses for skidt og vaskes. Bank det løse rust af, og giv dem olie.

– Det er godt at fjerne rusten, for ellers kan det rigtig tære nedenunder, siger John Henriksen.

Pas på plæneklipperen

Inden plæneklipperen pakkes ned for sæsonen, er det også her en god idé at sørge for, at knivene stadig er skarpe. Giv dem en slibning, hvis de trænger.

– Tjek, at der er ordentlig modstand på, når du kører med den. Ellers skal klingerne justeres, siger John Henriksen.

Er det en plæneklipper med motor, skal du fjerne tændrøret, før du begynder at rode med knivene.

Sørg også for, at plæneklipperen er tømt for benzin, inden den bliver sat i vinterhi. Lad motoren køre, til den sidste rest benzin er brugt op, lyder rådet fra Bolius.

Der er også en række opgaver, du bør få klaret i din have inden vinteren for alvor sætter ind.

Hvornår skal du gøre din græsslåmaskine forårsklar?

Det allerbedste er at gennemgå, tjekke og vedligeholde græsslåmaskinen i efteråret. Så er den forårsklar til den nye sæson. Men du kan også vente med at tjekke den til i løbet af foråret. Bare sørg for at gøre det, inden du slår græsset første gang.

Du har to muligheder: Sende græsslåmaskinen til service eller selv at tjekke den, ved at bruge rådene i artiklen.

Det er selvfølgelig nemmest at sende græsslåmaskinen til det nærmeste autoriserede serviceværksted eller en forhandler af græsslåmaskiner. Det kan især være en god ide, hvis din maskine skal have slebet knive og du ikke selv vil gøre det.

Kilde: Bolius

I galleriet ovenfor kan du se 12 ting, du bør gøre i din have i efteråret.

Powered by Labrador CMS