Derfor er pauser på jobbet vigtige

Man får ikke mere fra hånden ved at springe pauserne over på arbejdet. Koncentrationen daler, og det kræver afbræk at genvinde den.

Udgivet Opdateret

Man bliver mere effektiv, når man prioriterer og insisterer på at holde pauser på arbejdspladsen.

Tager man ikke løbende afbræk fra arbejdsopgaverne, daler koncentrationen, produktiviteten og kreativiteten, uden at man vinder mere tid. Man har simpelthen brug for pauser på arbejdspladsen.

Kører man nonstop på, tager opgaverne nemlig længere tid at løse, understreger erhvervspsykolog Janne Skakon, forsker ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet.

Har brug for pauser på arbejdspladsen

– Vi skal have mulighed for at koble fra opgaver, som er kognitivt krævende, for at vende tilbage med fornyet kraft. Hjernen skal have mulighed for et hvil og for at restituere – også for at undgå stress, siger hun.

Forskning peger på, at en pause på 10-15 minutter efter halvanden time er optimalt i forhold til at genvinde koncentrationen, men en pause kan også bare være to minutter, hvor man kigger ud ad vinduet, fortæller Janne Skakon.

– Behovet for pauser kommer dog også an på, hvilken type opgave man arbejder med, da der er forskel på, hvor krævende og komplekse opgaverne er, siger hun og uddyber:

– Når vi for eksempel arbejder med nye ting, opleves opgaverne mere krævende, og vi har brug for pauser, fordi vi hurtigere kører træt. Pauser hjælper til at holde fokus, finde løsninger og komme tilbage på sporet frem for at arbejde ud ad skæve tangenter.

Fysisk aktivitet hjælper

Rejser man sig op i pausen, bliver koncentrationen yderligere skærpet.

– Fysisk aktivitet øger blodcirkulationen og blodgennemstrømningen i hjernen og kan være med til, at vi ser tingene på nye måder. Afbrækket bidrager til idéer og løsninger, siger Janne Skakon.

Varierer man de mere komplekse arbejdsopgaver med ting, man har rutine i, kan det også give en form for lettere kognitiv pause.

– Derfor kan det være ret hensigtsmæssigt at planlægge en varieret arbejdsdag, men der er ingen regel uden undtagelse, siger Janne Skakon.

– Hvis vi arbejder med noget, der kræver flow, er det ikke hensigtsmæssigt at springe for meget rundt mellem opgaver, for så vil det tage længere tid at komme tilbage til det, der er vigtigt at koncentrere sig om.

Pauser øger det sociale liv

Prioriterer man pauser sammen med kolleger, er det også trivselsoptimerende.

– Pauserne kan skabe den sociale lim på en arbejdsplads. Den sociale sammenhængskraft stiger, og det kan også forebygge konflikter.

Ti gode råd til en fysisk mere aktiv arbejdsdag

Et nyt studie viser større effekt hos fysisk inaktive af at rejse sig og sætte sig mange gange dagligt end at af gå en tur.

Her er ti gode råd, der kan gøre en almindelig arbejdsdag mere fysisk aktiv for de fleste:

* Vend og drej dig på kontorstolen.

* Hæv skrivebordet inden frokostpausen, og inden du går hjem.

* Gå en kort tur på fem-ti minutter i frokostpausen.

* Hent én kop kaffe ad gangen i stedet for en hel kande.

* Hold walk-and-talk-møder.

* Gå hen til kollegaen i stedet for at ringe eller sende en mail.

* Stå op til foredrag og præsentationer bagest i lokalet.

* Stå op så meget som muligt i løbet af dagen ved det hæve-sænkebord, som danske arbejdspladser er velforsynede med.

* Hæv bordet hver gang du har telefonsamtaler.

* Lav konkurrencer om hvem der står mest op på kontoret.

Kilde: Statens Institut for Folkesundhed og Mikael Schneider: “Op af stolen. Gode råd til at undgå stillesidning.”

– Kolleger lærer hinanden bedre at kende, og af og til får man også talt om noget arbejdsmæssigt, som kan bidrage til opgaveløsningen på en nemmere og mere fleksibel måde end at forsøge at løse det selv. Potentielt konfliktstof kan blive vendt, så man forebygger, at det udvikler sig til en stor ting.

Klik igennem galleriet for at få tips til at holde de mest optimale pauser på arbejdspladsen.

Kilder: Janne Skakon, retsinformation.

Powered by Labrador CMS