Derfor jubler Carlsberg over landsholds-nederlag

Det danske fodboldlandshold fik en lang næse, da Sverige ved tirsdagens kamp kvalificerede sig til EM på Danmarks bekostning, men hos Carlsberg er humøret højt. Kommercielt set er Sverige nemlig et af de lande, øl-giganten helst ser deltage i EM.

Carlsberg ser heltst at Sverige deltager ved EM næste år. Derfor jubler man hos bryggerigiganten over, at danskerne tabte. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Det danske fodboldlandshold fik en lang næse, da Sverige ved tirsdagens kamp kvalificerede sig til EM på Danmarks bekostning, men hos Carlsberg er humøret højt. Kommercielt set er Sverige nemlig et af de lande, øl-giganten helst ser deltage i EM.

450 mio. kroner alene for rettighederne. Så meget har Carlsberg betalt for at være storsponsor for Euro 2016, og det var derfor ikke ligegyldigt for Carlsberg, hvilke lande, der kvalificerede sig til EM-slutrunden. Faktisk betragter bryggeriet nederlaget til Sverige som en form for kommerciel sejr for Carlsberg, skriver Jyllands-Posten.

Udover den direkte betaling til sponsoratet planlægger Carlsberg at bruge et tilsvarende beløb på investeringer i især Europa og Asien. Pengene skal bruges til annoncekampagner og andre aktiviteter i supermarkeder og restauranter, fortæller global chef for ølbrands i Carlsberg, Mikkel Pilemand.

»19 af de lande, der har kvalificeret sig, er vores største og vigtigste europæiske markeder. Derfor kan vi for alvor udnytte vores sponsorat, og jeg regner også med, at de markeder i Asien, hvor man følger fodboldkampene, vil kunne aktivere sponsoratet. Vi er især glade for, at Ukraine vandt i går,« siger han og tilføjer:

»Personligt ærgrer det mig virkelig, at Danmark tabte, selv om Sverige nok er det land, vi helst ville vige pladsen for set med kommercielle briller.«

Vigtige markeder for Carlsberg er kvalificeret til EM

Nogle af de vigtigste markeder for Carlsberg er nemlig kvalificeret til EM i fodbold. Udover værtslandet Frankrig og så Sverige, tæller det lande som Rusland, Ukraine, Storbritannien og Schweiz.

Hvad Carlsberg forventer af mersalg vil Mikkel Pilemand ikke fortælle, men ved tidligere slutrunder er salget steget med op til 3 pct.

Hele fodboldsatsningen vil blive tager op til behandling i Carlsbergs topledelse senere i år.

Powered by Labrador CMS