Det bliver svært

Slovenien er et teknisk stærkt hold, der også forsvarer sig godt, siger Kasper Hjulmand før udekamp

Udgivet Opdateret

Når det danske fodboldlandshold mandag aften spiller ude mod Slovenien, er det den på papiret vanskeligste kamp for Danmark i EM-kvalifikationsgruppen, mener landstræner Kasper Hjulmand.

Han anerkender, at Danmark er klar favorit i gruppen, men at Slovenien i lighed med Finland, Kasakhstan og Nordirland er et hold, der kan være svært at nedbryde. 

Efter Danmark er Slovenien det hold i gruppen med størst kvalitet på bolden, mener Hjulmand.

Det danske fodboldlandshold trænede søndag aften på kampstadion i Ljubljana. Forud for træningen deltog Pierre-Emile Højbjerg, Christian Eriksen og Kasper Hjulmand i et pressemøde.
Det danske fodboldlandshold trænede søndag aften på kampstadion i Ljubljana. Forud for træningen deltog Pierre-Emile Højbjerg, Christian Eriksen og Kasper Hjulmand i et pressemøde.

- Vi har stor respekt for Slovenien. Kampen bliver nok den sværeste test for os i den her gruppe.

- Slovenien er et rigtig godt trænet hold, som har haft stor kontinuitet. Der er meget struktur i holdet, slovenerne er teknisk stærke og er gode til at spille bolden rundt, når de får tiden til det. Vi tager ikke en sejr for givet, siger Hjulmand.

Slog Norge

Landstræneren påpeger, at slovenerne eksempelvis sidste år slog Norge og spillede uafgjort ude mod Sverige i Nations League, mens det blev til en udesejr over Rumænien i en testkamp.

Han udpeger den 20-årige angriber Benjamin Sesko som Sloveniens store profil. Det er en af Europas mest lovende spillere, mener Hjulmand. Den hurtige og teknisk stærke Leipzig-forward kan score med højre, venstre og hovedet, påpeger landstræneren.

Stærkt hold

Christian Eriksen har set videoklip af Slovenien og har fået et indtryk af, at der venter en solid modstander, som kan volde Danmark problemer.

- Slovenien er et virkelig stærkt hold, og de har gjort det godt i mange af deres tidligere kampe og fået en fornuftig start på EM-kvalifikationen. Det bliver et svært hold at spille mod, siger Eriksen.

Powered by Labrador CMS