-Det er ikke særlig sexet

Mænd får erythrasma oftere end kvinder - især hvis de er overvægtige, da hud kommer til at ligge tættere på hud og et varmt og fugtigt miljø derfor opstår

Hvor der er varmt og fugtigt - især mellem tæerne, i armhulen, i lysken eller mellem ballerne, kan man få Erythrasma - en betegnelse for et rødbrunt udslæt, der i regelen er lyserødt i begyndelsen.
Hvor der er varmt og fugtigt - især mellem tæerne, i armhulen, i lysken eller mellem ballerne, kan man få Erythrasma - en betegnelse for et rødbrunt udslæt, der i regelen er lyserødt i begyndelsen.
Udgivet Opdateret

Har du et emne du gerne vil have Newsbreak.dks netlæge Anne-Margrete Hedengran til at tage op, så skriv om det her: netlaegen@newsbreak.dk

Jeg har altid syntes at erythrasma var et godt ord. Et ord med slag i. Men det dækker over noget, som ikke er særligt sexet.

En del af jer har måske stiftet bekendtskab med det.

I kan have set det i omklædningsrummet i svømmehallen eller lignende. I kan have set det hos partnere. Eller I kan måske endda selv være ramt.

Varmt og fugtigt

Erythrasma er betegnelsen for et rødbrunt udslæt, som sidder steder, hvor der er varmt og fugtigt.

Det kan være i armhuler, under brysterne, i sprækken mellem ballerne eller i lysken.

Jeg har tit set det hos mænd på indersiden af lårene, hvor pungen ligger tæt mod låret. Aller hyppigst har man det mellem tæerne.

Lyserødt i begyndelsen

Som regel er udslættet i begyndelsen lyserødt. Senere bliver det brunligt og skællet.

Sidder det mellem tæerne, kan der komme revner. Måske giver det lidt svie eller kløe. Men ellers generer det ikke voldsomt. Og det er nok grunden til, at en mange ikke søger læge.

Under varme, fugtige himmelstrøg ses erythrasma oftere end hos os.

Men det er ikke sjældent her.

Rammer oftere mænd

Mænd får erythrasma oftere end kvinder. Overvægtige har risiko for at få det, fordi hud kommer til at ligge tættere ved hud end hos magre mennesker. Det giver fugt og varme.

Nedsat immunforsvar, andre hudlidelser og sukkersyge er på risiko-listen. Også stramsiddende tøj og dårlig hygiejne.

Men man kan godt få erythrasma, selv om man har god hygiejne!

Kan forveksles

Andre hudsygdomme kan sidde samme steder som erythrasma.

Sygdommene kan forveksles. De kan også eksistere samtidig.

Intertrigo er den hudløshed, der kan komme, når hud gnider mod hud. (Naturen har nok udstyret os med hår under armene og i skridtet for at forebygge det.)

Svampeinfektioner er almindelige samme steder som erythrasma. Og hos de samme grupper.

Lægen må på banen, når man skal vurdere hvad, der er hvad.

En bakterieinfektion

Erythrasma er en bakterieinfektion i huden. Med en bakterie som normalt findes på vores hud. Med de rigtige betingelser overgror den, og laver det her udslæt. Infektionen kan behandles med salver, som indeholder antibiotika. Ved svære tilfælde kan man få piller. Lysbehandling kan også komme på tale.

Erythrasma har tilbøjelighed til at komme igen. Man kan forebygge ved god hygiejne og ved at bruge sæbe med bakteriedræbende midler.

Læge Anne-Margrete Hedengran er netlæge hos Newsbreak.dk. Her skriver hun om sundhed og sygdom.
Læge Anne-Margrete Hedengran er netlæge hos Newsbreak.dk. Her skriver hun om sundhed og sygdom.

Har du et emne du gerne vil have Newsbreak.dks netlæge Anne-Margrete Hedengran til at tage op, så skriv om det her: netlaegen@newsbreak.dk

Powered by Labrador CMS