-Det er ikke vaccinens skyld

Ifølge Lægemiddelstyrelsen er der intet, som tyder på, at menstruationsforstyrrelser skyldes covid-19-vaccine

Lægemiddelstyrelsen kan ikke finde en sammenhæng i mange kvinders henvendelser.
Lægemiddelstyrelsen kan ikke finde en sammenhæng i mange kvinders henvendelser.
Udgivet Opdateret

Danske og europæiske sundhedsmyndigheder ser på nuværende tidspunkt ingen sammenhæng mellem menstruationsforstyrrelser og vaccination mod coronavirus.

Det oplyser Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse, efter at indberetningerne har været drøftet på et møde i den europæiske bivirkningskomité, Prac.

Fra komitéen lyder det dog, at der fortsat bør holdes øje med det.

Mange henvendelser

Lægemiddelstyrelsen har frem til 16. august modtaget i alt cirka 2800 indberetninger vedrørende menstruationsforstyrrelser efter vaccination i Danmark.

Der kan være tale om kraftig, tidlig eller forsinket menstruation. Og om at kvinder, der normalt ikke har menstruation grundet p-piller eller hormonspiral, får det på ny.

Det er normalt

Det er både kvinder i den fertile alder og kvinder i overgangsalderen, som har oplevet menstruationsforstyrrelser eller blødninger, skriver Lægemiddelstyrelsen.

I sin pressemeddelelse skriver Lægemiddelstyrelsen, at det er normalt, at der sker ændringer i en kvindes menstruationscyklus. 

Det gælder både hos unge kvinder i den fødedygtige alder og hos kvinder, der nærmer sig overgangsalderen.

Andre årsager

- Menstruationsforstyrrelser kan forekomme under normale forhold eller være forårsaget af underliggende tilstande, skriver styrelsen og nævner blandt andet stress, infektioner og hormonforstyrrelser som mulig årsag.

Kigger man på antallet af indberetninger i Danmark, i forhold til hvor mange kvinder der er vaccineret mod coronavirus, er der desuden tale om en "lav" andel, som har oplevet ændringer i menstruationen, skriver styrelsen.

Hyppige forstyrrelser

Det gælder også, når det ses, i forhold til hvor hyppigt menstruationsforstyrrelser forekommer i almindelighed.

Ifølge Lægemiddelstyrelsen var der frem til 17. august lige knap 2 millioner færdigvaccinerede kvinder i Danmark. Mens 2,2 millioner var påbegyndt vaccination.

Også i andre lande

Ændringer i kvinders menstruationscyklus eller blødninger har været et tema over sommeren, efter at Lægemiddelstyrelsen har modtaget et stigende antal indberetninger fra kvinder i Danmark.

Samtidig er der også berettet om blødningsforstyrrelser hos kvinder i blandt andet Norge, USA og Storbritannien efter vaccination mod coronavirus.

Fordelt på alle

I begyndelsen af juli havde Lægemiddelstyrelsen ifølge TV 2 modtaget omkring 50 indberetninger.

Ifølge Lægemiddelstyrelsen fordeler indberetningerne sig på alle de godkendte vacciner i EU. Det omfatter vacciner fra Pfizer/BioNTech, Moderna, AstraZeneca og Johnson & Johnson, som også er godkendt til brug i Danmark.

Sådan virker corona-vaccinerne

* Vaccinen indeholder en såkaldt kodestrimmel, der får kroppens celler til at danne antistoffer mod coronavirus.

* Herefter kan kroppens immunforsvar genkende og beskytte sig mod coronavirus.

* Man skal have vaccinen to gange med et par ugers mellemrum, for at den har optimal effekt.

* Man kan efter vaccination forvente at være “godt beskyttet” mod coronavirus.

* Det er dog ikke sikkert, at alle vaccinerede får fuld beskyttelse mod virusset.

* Det vides ikke, hvor længe effekten af vaccinen vil vare.

* Eventuelle bivirkninger kan muligvis vise sig ved forbigående rødme, der hvor man er blevet stukket, forbigående feber eller muskelømhed.

* Alvorlige bivirkninger efter en vaccination er meget sjældne.

Kilde: Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen.
Powered by Labrador CMS