-Det er uacceptabelt

Det er fuldstændigt uacceptabelt, at et russisk fly krænker dansk luftrum, skriver minister

Udgivet Opdateret

Den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, er indkaldt til samtale i Udenrigsministeriet mandag.

Det skriver udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på Twitter.

Det sker som følge af, at et russisk fly krænkede dansk luftrum fredag. Der er tale om et fly af typen Antonov 30.

- Det er fuldstændig uacceptabelt og særdeles bekymrende i den nuværende situation, skriver ministeren på Twitter.

Øst for Bornholm

Flyet befandt sig øst for Bornholm.

Det var meget kortvarigt i dansk luftrum, oplyste Forsvarets Operationscenter lørdag til Ritzau.

Det fik danske F16-jagerfly på vingerne som led i det såkaldte afvisningsberedskab.

De fik afvist det russiske fly. Det forlod derefter dansk luftrum.

Også på besøg i svensk luftrum

Flyet befandt sig kortvarigt også i svensk luftrum.

Det er uvist, hvorvidt der var tale om en bevidst krænkelse eller ej.

Mediet Frihedsbrevet skrev i begyndelsen af april, at fire russiske jagerfly fløj lavt over en dansk våbensejlads, som befandt sig i internationalt farvand.

Udenrigsminister Jeppe Kofod er rasende over at et russiske fly igen har krænket det danske luftrum.
Udenrigsminister Jeppe Kofod er rasende over at et russiske fly igen har krænket det danske luftrum.

Med få minutters varsel

Danmark kan med få minutters varsel sende afvisningsberedskabet, som består af to F-16 fly, på vingerne fra flyvestation Skrydstrup.

Afvisningsberedskabet sendes afsted, når der er et uidentificeret fly på vej imod dansk luftrum. Det kan også hjælpe civile fly.

Powered by Labrador CMS