Det gør Mette F. klokken 11

Går til dronningen

Udgivet Opdateret

Dronning Margrethe vil onsdag klokken 11 modtage statsminister Mette Frederiksen (S), som vil orientere dronningen om valgresultatet og den parlamentariske situation.

Det meddeler kongehuset på sin hjemmeside.

Tirsdag blev der afholdt folketingsvalg i Danmark, og her fik rød blok de nødvendige 90 mandater til at sikre et flertal, når man inkluderer et mandat fra Færøerne og to mandater fra Grønland.

Mette Frederiksen og Socialdemokratiet gik imidlertid til valg på at danne en bred regering hen over den politiske midte.

Regeringen går af

Statsministeren meddelte i forbindelse med nattens partilederrunde, at regeringen ville gå af, og at hun ville gå til dronningen onsdag.

- Det står også klart, at der ikke længere er et flertal bag regeringen i dens nuværende form. Derfor vil jeg i morgen indgive regeringens afskedsbegæring til dronningen, sagde Mette Frederiksen.

- Socialdemokratiet gik til valg på at danne en bred regering. Hvis et flertal af partierne peger på mig som kongelig undersøger, vil jeg afsøge, om det kan lade sig gøre, sagde hun.

Partierne i rød blok samt Moderaterne har sagt, at de vil pege på Mette Frederiksen som kongelig undersøger.

Dronningen kan 'rådgive'

Når en regering har mistet sit flertal efter et valg, eller der er tvivl om, hvem der skal danne regering, kan dronningen efter rådgivning fra partilederne udpege enten en forhandlingsleder eller en person, der får til opgave at danne en regering og blive statsminister. Det kaldes en kongelig undersøger.

Det er ikke givet, at den kongelige undersøger nødvendigvis bliver statsminister. Det er for eksempel sket før, at Folketingets formand er blevet udpeget til kongelig undersøger, selv om vedkommende måske ikke blev betragtet som en mulig næste statsminister.

Måske flere dronningerunder

Den fungerende statsminister og Statsministeriet rådgiver under hele forløbet fra sidelinjen.

Hvis ikke der kan findes et flertal for en regering, skal dronningen holde en ny dronningerunde.

En tydeligt rørt Mette Frederiksen efter tirsdagens valg.
En tydeligt rørt Mette Frederiksen efter tirsdagens valg.

Mette Frederiksen

Mette Frederiksen, som er født den 19. november 1977 i Aalborg, er datter af typograf Flemming Frederiksen og pædagog Anette Frederiksen. 

Hun har datteren Ida Feline og sønnen Magne.

Medlemsperiode
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Nordjyllands Storkreds fra 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds, 13. november 2007 – 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Amtskreds, 20. november 2001 – 13. november 2007.
Kandidat for Socialdemokratiet i Aalborg Østkredsen fra 2018.
Kandidat for Socialdemokratiet i Ballerupkredsen, 2000-2018.

Parlamentarisk karriere
Statsminister fra 27. juni 2019.
Formand for Socialdemokratiet fra 2015.
Justitsminister, 10. oktober 2014 – 28. juni 2015.
Beskæftigelsesminister, 3. oktober 2011 – 10. oktober 2014.
Næstformand for Socialdemokratiets folketingsgruppe, 2005-2011.
Tidligere socialordfører, kulturordfører og ligestillingsordfører.

Uddannelse
Masteruddannelse i afrikastudier, Københavns Universitet, 2009.
Bachelor i administration og samfundsfag, Aalborg Universitet, 2007.
Student, Aalborghus Gymnasium, 1993-1996.
Byplanvejen Skole, 1983-1993.

Beskæftigelse
Ungdomskonsulent i LO, 2000-2001.
Publikationer
Medforfatter til bøgerne »Fra kamp til kultur – 20 smagsdommere skyder med skarpt«, 2004 og »Epostler«, 2003.
Udmærkelser
Modtog Ting-Prisen i 2012 og Nina Bang-prisen i 2002.

Kilde: Ft.dk
Powered by Labrador CMS