Det her må du ikke spørge vagtlægen om

Vagtlægen i Danmark har åbent fra 16.00 til 08.00. Hvis du vil i kontakt med en vagtlæge, skal du ringe til vagtlægen i den region, du er i. Der er dog ting, du ikke skal spørge om ...

I de fleste sygdomstilfælde er det vigtigt for lægen at kende din temperatur, så den skal du måle, inden du ringer. KLIK for næste. Foto: Colourbox.
I de fleste sygdomstilfælde er det vigtigt for lægen at kende din temperatur, så den skal du måle, inden du ringer. KLIK for næste. Foto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

Holder din egen læge lukket, og er du syg eller sløj, kan du i Danmark ringe til vagtlægen. Der er dog ting, du ikke skal ringe og spørge om. Der er også situationer, hvor du under ingen omstændigheder må ringe til en vagtlæge.

Artiklen fortsætter under videoen

Hvis du ringer til vagtlægen, kommer du i kontakt med en læge, der lytter til dig, og som så vurderer, hvad du skal gøre, når samtalen er slut.

En vagtlæge kan træffe forskellige beslutninger, baseret på dine symptomer, og du kan i denne artikel læse mere om, hvornår du bør ringe til en vagtlæge, hvornår du skal lade være, og hvordan du skal forberede dig, før du ringer vagtlægen op.

Hvad er vagtlægen

Vagtlægen er til, for at du kan få fat på en læge, når din egen læge holder lukket. Når du har talt med en vagtlæge, vil vedkommende hjælpe dig videre. Det kan være, du skal opsøge din egen læge. Det kan også være, du skal forbi lægevagten, en skadestue eller en akutklinik.

Det koster ikke noget, andet end eventuelle telefonudgifter, at ringe til en vagtlæge. Det betyder dog ikke, at vagtlægen arbejder gratis. Vagtlægen på Sjælland har tidligere været ude og minde folk om, at de ikke skal ringe til en vagtlæge, hvis de har behov for at få fornyet en recept, eller hvis de har spørgsmål til håndkøbsmedicin.

– Det er ikke vagtlægens opgave at forny recepter, så vi er nødt til at afvise folk. Men det er fortsat en udgift for regionen, når der ringes om receptfornyelser, siger koordinerende vagtchef i lægevagten Henning Orsholt til Region Sjælland.

Hvornår må jeg ringe til vagtlægen?

Du må selvfølgelig ringe til vagtlægen, når du er syg … hvis din egen læge vel at mærke holder lukket.

Du må derfor ringe til vagtlægen fra 16.00-08.00, altså når din egen læge holder lukket, i hverdage, i weekender og på helligdage.

Du skal altså kontakte egen læge, hvis du har behov for at tale med en læge mellem 08.00 og 16.00 på hverdage.

Du skal ringe til din egen læge, når han eller hun har åbent:

Hverdage fra klokken 08.00-16.00: Ring til egen læge.

Det betyder i sagens natur, du må ringe til vagtlægen:

Fra klokken 16 .00 til 08.00 om morgenen, i weekenden og på helligdage: Ring til lægevagten.

Når du ringer til vagtlægen

Når du ringer til vagtlægen, er det vigtigt, at du sidder klar med dit CPR-nummer, og så skal du være forberedt på eventuel ventetid. Du er nemlig formentlig ikke ene om at ringe til vagtlægen.

På Region Midtjyllands hjemmeside kan du læse om, hvordan danskernes tærskel for at ringe til en vagtlæge er blevet lavere.

Samme sted slås der også på tromme for, at man altid skal huske på, at ens egen læge kender en bedst.

– Som patient vil man altid få mere kvalificeret behandling hos sin egen læge, fordi den praktiserende læge kender patienten bedst, siger Poul Kraghede, der er medlem af lægevagtsudvalget i Region Midtjylland, der i 2017 modtog mere end 700.000 opkald.

Din vagtlæge ved altså som sådan intet om dig, så du skal huske de ting, din egen læge måske allerede ved om dig, såsom din sygdomshistorik. Det er derudover vigtigt, at du har taget din temperatur, hvis du tror, du har feber.

Vagtlæge eller skadestue

Når du har talt med en vagtlæge, kan det være, du bliver bedt om at tage på skadestuen. Men det er vigtigt, at du ringer til vagtlægen, før du tager på skadestuen.

Region Midtjylland skriver, at du skal ringe til vagtlægen først, og herefter finder du ud af, om du skal tage på skadestuen, eller om du for eksempel skal kontakte din egen læge førstkommende hverdag.

Ring altid hvis…

Der er dog et tidspunkt, du altid skal ringe til vagtlægen, nemlige hvis du har svært ved at få luft eller er konfus og forvirret.

Du kan også se en video på YouTube om det at ringe til vagtlægen. Den er udgivet i forbindelse med kampagnen ‘Din egen læge er bedst’.

Den video kan du se HER.

Hvilken vagtlæge skal jeg ringe til?

Du skal ringe til vagtlægen i den region, du befinder dig i. Du kan se en oversigt over telefonnumre til vagtlægerne i Danmark længere nede i denne artikel.

Telefonnummer til vagtlægen

Vagtlægen har forskellige numre – alt efter, hvor i landet du bor. Her har vi samlet alle numrene, som du skal kunne, hvis du skal have fat i en vagtlæge, afhængigt af hvor i landet, du opholder dig:

Region Hovedstaden: 1813
Region Nordjylland: 70150300
Region Midtjylland: 70113131
Region Sjælland: 70150700
Region Syddanmark: 70110707 – på Ærø dog 63523090

Vagtlæge eller 1813

Kær vagtlæge har mange navne. Befinder du dig i Region Hovedstaden, og har du akut brug for at tale med en læge, skal du teknisk set ikke ringe til en vagtlæge. Du skal ringe 1813 for at komme igennem til Akuttelefonen.

Når du er i udlandet

Hvis du befinder dig væk fra en af Danmarks regioner, altså et sted i udlandet, skal du i sagens natur ikke ringe til en vagtlæge. Skal du ud i Europa, kan du med fordel medbringe det blå EU-sygesikringskort. Hvis du befinder dig et andet sted end i Danmark, EU-, EØS-lande eller Schweiz, bør du sætte dig ind i, hvem du skal kontakte ved sygdom, når du planlægger dit ophold.

Kilder:
Region Hovedstaden – Borger.dk – Region Midtjylland – Region Sjælland

Powered by Labrador CMS