Det skal han nu

Mads Steffensen starter et Monopolet-lignende format på podcasttjeneste.

Mads Steffensen og DR er fortid. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix)
Udgivet Opdateret

Ikonet Mads Steffensen er fortid i Danmarks Radio, og Monopolet, Kender du typen og Alle mod 1 skal have nye værter.

Monopolet har allerede fået ny vært – og navn – i form af Sara Bro.

Men hendes panelprogram får sig noget af en konkurrent – for Mads Steffensen er ikke færdig i dén branche.

Fra januar starter han nemlig programmet “Mads & A-holdet” på podcasttjenesten Podimo.

Det oplyser Podimo i en pressemeddelelse.

Minder om Monopolet

Podimo beskriver “A-holdet” som et nyt, dilemmaløsende podcastformat – og en fornyet udgave af Mads & Monopolet.

Og der bliver højere til loftet, lover Steffensen:

– Hvad fremtiden bringer, er heldigvis uvist. Men jeg ved, at jeg skal lave en ugentlig podcast på Podimo. Det bliver – selvfølgelig – med et skarpt panel og med danskernes dilemmaer som omdrejningspunkt, for det er min metier. Og så må vi se, hvad vi ellers kommer til at kaste ind i Mads & A-holdet, som bliver et podcastformat, hvor der er stor fleksibilitet og endnu højere til loftet. Det glæder jeg mig til. Podimo har gang i et ambitiøst projekt om at få stærke podcasts ud til folket, og det ser jeg virkeligt frem til at bidrage med, siger Mads Steffensen i en pressemeddelelse.

Nikolaj Koppel, medstifter og indholdsdirektør hos Podimo, er sammen med resten af holdet lykkelige for den nye aftale.

– Det er en stor glæde, at Mads bliver en del af Podimo-familien. Vi har kæmpe respekt for det dilemma-format, som han introducerede for mange år siden. Et format, som hænger tæt sammen med Mads’ karakteristiske stemme og nordjyske lune. Nu glæder Mads og vi os til sammen at skabe og gå i luften med Mads & A-holdet. Et podcastformat, der vil føles både fornyet og velkendt som det program, der uge efter uge i snart to årtier har hjulpet og inspireret millioner af danskere, siger indholdsdirektør Nikolaj Koppel.

Hvem Mads’ og programmets kendte medlemmer af ”A-holdet” bliver, bliver offentliggjort i januar.

Powered by Labrador CMS