Det ultimative valg: Jeg vil dø den 1. november

Brittany Maynard har valgt at stå frem med sin fortælling om at vælge aktiv dødshjælp fordi hun håber, at alle i fremtiden vil få lov til at vælge den mulighed. Foto: Facebook
Udgivet Opdateret

– Jeg ønsker ikke at dø. Men jeg er døende, og jeg ønsker at dø på mine egne betingelser.Brittany Maynard tager en selvmordspille 1. november, og hun håber, at aktiv dødshjælp bliver en mulighed for flere.

Sådan skriver 29-årige Brittany Maynard i indlæg på CNN’s hjemmeside. Hun har valgt at tage sit eget liv gennem en lovlig proces i den amerikanske stat Oregon, der går under betegnelsen assisteret selvmord. Oregon er en af de få stater i USA, der tillader aktiv dødshjælp.

Hendes historie har gået amerikanske og alverdens medier rundt, og den har sat gang i debatten om aktiv dødshjælp i USA. Brittany Maynard har valgt at stå frem med sin historie som en fortaler for organisationen Compassion and Choices, der arbejder for at få indført aktiv dødshjælp i USA. Organisationen mener, at folk, der lider af en uhelbredelig dødelig sygdom, skal have mulighed for at vælge at dø med værdighed.

Kræft i hjernen

Brittany Maynard fik nytårsdag i år konstateret, at hun havde en kræftsvulst i hjernen. På det tidspunkt havde hun været gift i et år, og var sammen med sin mand ved at forsøge at få et barn.

 

– Vores liv blev transformeret til at bestå af hospitalsophold, lægekonsultationer og medicinske undersøgelser, skriver hun.

Hun fik behandling og blev opereret, men i april vendte kræften aggressivt tilbage i hendes hjerne, og hun har nu opgivet at få behandling.

– Der er ingen behandling, der vil redde mit liv, og de anbefalede behandlinger ville have ødelagt det liv, jeg har tilbage, skriver hun.

Brittany Maynard har i stedet valgt at flytte fra Californien til Oregon sammen med hendes mand for at kunne blive godkendt til aktiv dødshjælp, eller med hendes egne ord en død med værdighed.

Hun er blevet godkendt, og hun har nu fået en pille, der vil slå hende ihjel, som hun kan tage, når hun selv mener, at det er rigtigt for hende. Hun skriver, at det giver hende ro at vide, at hun selv er herre over sin død.

Giver fred

– At have dette valg i slutningen af mit liv er blevet enormt vigtigt. Det har givet mig en fornemmele af fred gennem en tumultarisk tid, som ellers ville være domineret af frygt, usikkerhed og smerte, skriver Brittany Maynard.

Hun håber, at hendes historie kan være med til at gøre det muligt for flere at få mulighed for aktiv dødshjælp i fremtiden.

– Jeg vil ikke fortælle nogen andre, at han eller hun skal vælge ‘død med værdighed’. Mit spørgmål er: Hvem har ret til at fortælle mig, at jeg ikke fortjener det valg? At jeg fortjener at lide i uge- eller månedsvis i store fysiske og psykiske smerter? Hvorfor skulle nogen have ret til at tage det valg for mig?, skriver Brittany Maynard.

Hun planlægger at være så meget som muligt uden for og nyde naturen i sin sidste tid, og med mindre hun pludselig for det meget bedre, regner hun med at afslutte sit eget liv den 1. november. Det er fem dage efter sin mands fødselsdag, som hun gerne vil nå at fejre en sidste gang.

– Når min lidelse bliver for voldsom, kan jeg sige til alle dem, jeg elsker: “Jeg elsker jer, kom og vær ved min side, og kom og sig farvel mens jeg passerer ind i hvad end, der kommer bagefter.” Jeg vil dø ovenpå i mit soveværelse med min mand, mor, stedfar og min bedste ven ved min side, og jeg vil gå bort fredfyldt. Jeg kan ikke forestille mig at andre skal frarøves det valg, afslutter hun sit indlæg.

Powered by Labrador CMS