Dette banker din bils værdi i bund

Hunde, madpletter og cigaretter giver et stort værditab på din bil.

Udgivet Opdateret

En af de allerstørste udgiftsposter på bilen er den, som de fleste helst ikke lægger mærke til. Det handler selvfølgelig om bilens værditab.

I gennemsnit mister en bil, ifølge Bilbasen, det første år 20 procent af sin værdi, og 45-48 procent, afhængigt af bilmodellen, de første tre år.

Artiklen fortsætter under videoen

Størstedelen af værditabet skyldes bilens alder, og antallet af kilometer den kører. Des ældre bilen er, og des flere kilometer den lægger bag sig, des mere bliver den naturligvis slidt og mister værdi.

Pas servicebogen og undgå rust

Men er der slet ikke noget, man kan gøre som bilejer for at minimere værditabet?

Jo, det er der, forklarer kvalitetschef hos Applus Bilsyn, Paul Christensen i en pressemeddelelse. Faktisk en del.

– Hvert år syner vi 500.000 biler over hele landet. Biler, som løbende bliver vedligeholdt, har et markant mindre værditab end biler, der ikke vedligeholdes ordentligt. Vedligeholdte biler er og ser mindre slidte ud. Det bemærker køberne.

– Passer man sin servicebog, har man færre rustskader, som giver et ekstraordinært værditab på bilen. Med rust følger meget dyre reparationer, siger Paul Christensen.

Ingen smøger og våd hund

Den vurdering deler man også hos Bilbasen, Danmarks største online bilforhandler. Ifølge markedsanalytiker Jan Lang er der herudover tre ting, som koster på salgsbundlinjen.

Ikke overraskende ligger rygning på en klar førsteplads. Lugter bilen af nikotin, kan det sagtens koste 10.000 kroner til 15.000 kroner. på salgsprisen.

– En bil skal være lækker og indbydende, og det er en rygerbil ikke. Det samme gør sig gældende med en rigtig hundebil, som lugter af våd hund. Typisk påfører det et værditab på cirka 5.000 kroner. I begge tilfælde kan det være en rigtig god idé – før bilen skal sælges – at fjerne lugtgenerne og vaske bilen grundigt indvendig. Men det er ikke sikkert, at lugten kan fjernes helt. Børnesæder med madpletter på sæderne og stenslag i lakken, der ikke er blevet lukket, kan også koste nogle tusinde kroner i værditab, fortæller Jan Lang, der anbefaler at se på den bil man vil sælge med en købers øjne.

– Jo mere rengjort og klargjort bilen er, jo nemmere er den at sælge – endda til en højere pris.

Kilde: Applus Bilsyn.

Powered by Labrador CMS