DF-folketingsmedlem fredet efter trafik-brøler
Det kommer ikke til at få politiske konsekvenser for folketingsmedlem Bent Bøgsted (DF), at han i weekenden kørte ind i en parkeret bil og stak af uden at efterlade kontaktoplysninger.
Det fortæller Dansk Folkepartis gruppeformand og retsordfører, Peter Skaarup (DF).
»Det er selvfølgelig en rigtig dum sag, og Bent Bøgsted er meget brødebetynget og ked af det. Nu er han et meget afholdt og flittigt medlem af vores folketingsgruppe og normalt meget vederhæftig i sine gøremål. Derfor får det heller ingen konsekvenser i forhold til gruppens arbejde,« siger han.
»Nu må sagen gå sin gang i forhold til forsikringer og politiet. Men det er så også det,« siger Peter Skaarup.
Dansk Folkeparti har tidligere argumenteret for at sætte straffen op for flugtbilister, og selv om ingen mennesker kom til skade ved Bent Bøgsteds påkørsel, så medgiver gruppeformanden, at episoden sender et uheldigt signal.
Men ud over en samtale med partitoppen skal Bent Bøgsted, der er arbejdsmarkedsordfører for DF, ikke frygte yderligere konsekvenser rent politisk.
»Der har været en samtale med Bent Bøgsted, hvor han har beklaget episoden. Jeg lægger ikke skjul, at det er en beklagelig og dum sag, hvor klappen må være gået ned for ham, men nu handler det om at komme videre, for Bent Bøgsted ved, han har dummet sig og har undskyldt fejlen,« siger Peter Skaarup.
Hovedpersonen selv er glad for, at partitoppen fortsat har tiltro til ham, og det er »første, eneste og sidste gang«, at han er involveret i en sådan sag, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.
»Jeg er glad for, at ledelsen værdsætter det arbejde, som jeg laver til daglig og udtrykker fortsat tillid til mig. Jeg kan ikke gøre andet end at beklage hændelsen,« siger han.
Det nordjyske folketingsmedlem kan ikke fortælle, hvorfor han ikke efterlod en seddel på den bil, han havde bulet.
»Jeg har ikke tænkt klart, og jeg kan ikke give dig en forklaring på, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Jeg havde en dum dag og skulle være blevet i sengen, men det er ikke nogen undskyldning. Jeg står ved mit ansvar og tager min straf,« siger Bent Bøgsted, som kan se frem til en bøde fra politiet.